Desperate afghanere kravler op på kørende fly for at komme væk
Syv mennesker har mistet livet i kaosset herunder flere, der faldt ned fra et amerikansk militærfly i luften.
Lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, er fyldt med horder af desperate mennesker. Det har den været, siden det stod klart, at Taliban bankede på byens dør.
Videoer på sociale medier viser, hvordan folk i desperation forsøger at komme ud af Afghanistan.
En video viser, hvordan folk løber foran og klamrer sig til et stort militærfly på landingsbanen. Og det er netop disse enorme maskiner, som er den eneste reelle vej ud af byen.
På optagelsen nedenfor nåede flyet dog at standse, før det kom på vingerne med de blinde passagerer.
Anderledes ser det ud på en anden video, der lige nu florerer på Twitter. På den ses utydelige, sorte genstande falde fra et fly, som er lettet fra lufthavnen.
Ifølge det iranske medie Tehran Times er der tale om to personer, som forgæves havde bundet sig selv til flyets landingsstel for at komme ud af Kabul.
Over for nyhedsbureauet AP bekræfter en amerikansk militærembedsmænd, at kaosset i lufthavnen mandag morgen havde kostet syv mennesker livet - heriblandt flere, der faldt ned fra et amerikansk militærfly.
Pentagon kalder billederne for "usædvanlige" og "bekymrende".
"De frygter, hvad der vil ske med dem"
Billederne dokumenterer de kaotiske tilstande, der lige nu præger byen, siger Petter Ettrup, udlandsredaktør på TV 2.
- Det her er altså ganske desperate scener og desværre også noget, der har kostet menneskeliv, siger han.
Kabul er lige nu omringet af Taliban. Derfor er fly den eneste mulighed for at komme ud af landet, hvis man vil undgå at krydse den militante islamistiske bevægelses vej.
Derfor klumper folk sammen for at blive evakueret fra lufthavnen - selvom der langt fra er pladser nok til alle ombord på de militære fly.
- Mange af de her borgere frygter, hvad der vil ske med dem. De er nervøse for deres fremtid, siger Petter Ettrup.
- Mange har måske arbejdet for den afghanske regering, den amerikanske hær eller for udenlandske virksomheder, som Taliban ikke bryder sig om.
Mange evakueres
I løbet af søndagen lukkede Kabuls lufthavn for civil luftfart. Det betyder, at kun militærfly må lande og lette fra stedet.
Både amerikanske, danske og andre udenlandske militære maskiner har allerede lagt vejen forbi for at evakuere folk fra landet.
Og i første omgang er det eksempelvis udenlandske diplomater og folk, der har arbejdet for Vesten, som får en billet ud af byen, lyder det fra Petter Ettrup.
- Men så er der også en hel gruppe mere, som ikke er kvalificeret under de her krav, men som stadig frygter for deres liv, siger han.
- Deres skæbne er stadig uvis.
Udlandsredaktøren siger, at tiden vil vise, om de når ud af landet.
Flytrafikken er indstillet
De mange mennesker i lufthavnen har fået konsekvenser for evakueringen.
Al trafik i lufthavnen er indstillet på grund af det vedvarende kaos på og omkring landingsbanen, skriver AP.
Evakueringen vil fortsætte, når der er mere kontrol over menneskemængderne.
Det oplyser de amerikanske myndigheder, hvis militær stadig har kontrollen over lufthavnen.