Udland

Biden fastslår: - Amerikanske soldater skal ikke dø i en krig, som afghanske soldater ikke selv vil kæmpe i

USA vil slå hårdt tilbage, hvis Taliban vælger at angribe amerikanske interesser i Afghanistan, siger Joe Biden.

USA's præsident, Joe Biden, siger i en tale til nationen mandag aften dansk tid om situationen i Afghanistan, at han står fast på sin beslutning om at trække amerikanske styrker tilbage.

- Jeg står helt og holdent bag min beslutning. Jeg har altid lovet amerikanerne, at jeg ville sige tingene, som de er.

Fra Det Hvide Hus indrømmede Biden samtidig, at den afghanske regeringens sammenbrud er sket langt hurtigere end forventet.

- Sandheden er, at dette udfoldede sig hurtigere, end vi havde regnet med. Der skete det, at Afghanistans politiske ledere gav op og flygtede ud af landet, og det afghanske militær kollapsede. Nogle gange uden at forsøge at kæmpe, sagde Biden og fortsatte:

- Vi gav dem mulighed for at bestemme deres egen fremtid. Men vi kunne ikke give dem viljen til at kæmpe for den fremtid.

Har lært af fortidens fejl

Ifølge Biden stod han som præsident over for valget om at trække amerikanske styrker tilbage eller sende flere tusinde amerikanske tropper tilbage til et tredje årti med krig i Afghanistan.

Men præsidenten vil ikke gentage fortidens fejl.

- Den sidste uges udvikling har bekræftet, at det at afstå fra enhver ny militær indgriben i Afghanistan nu, var den rigtige beslutning.

- Amerikanske soldater skal ikke dø i en krig, som afghanske soldater ikke selv vil kæmpe i, fastslog Joe Biden i talen.

De seneste dages kaotiske scener som følge af Talibans hastige fremmarch i Afghanistan kunne ifølge den amerikanske præsident lige så godt være sket for fem år siden - eller femten år ude i fremtiden.

I talen understregede Joe Biden endnu engang, at USA vil slå hårdt tilbage, hvis den militante islamistiske bevægelse skulle angribe amerikanske interesser i Afghanistan.

6000 amerikanske soldater til Kabul

USA kom efter terrorangrebet på World Trade Center til Afghanistan for 20 år siden med et klart mål - at stække al-Qaeda i Afghanistan, og den mission er lykkedes ifølge den amerikanske præsident.

Målet var aldrig, fastslog Biden, at opbygge en nation.

- Vores eneste vitale interesse i Afghanistan forbliver den dag i dag at forhindre et terrorangreb på amerikansk jord. Sådan har det altid været.

I talen kom det også frem, at USA i øjeblikket udvider hjælpen til evakueringer fra Afghanistan.

6000 amerikanske soldater skal sendes til Kabul for at hjælpe med evakueringen af både egne borgere og afghanere, der har hjulpet USA i landet.

Samtidig bliver muligheder for asylsøgning udvidet, lød det.

Biden svarede ikke på vigtig kritik

Ifølge korrespondent TV 2's korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, kan man ikke beskylde Joe Biden for at have ændret holdning. Men i talen kom han ikke forbi en central kritik, som mange i USA påtaler.

- Man kan ikke beskylde Joe Biden for at være en hykler. Han står ved sin egen beslutning. Men mange i USA mangler at få ham til at italesætte den fuldstændig katastrofale håndtering og eksekvering af tilbagetrækningen, siger Jesper Steinmetz.

Og på grund af den manglende italesættelse af håndteringen vil mange hjemme i USA sidde tilbage og undre sig over, hvordan håndteringen kunne være så mangelfuld, siger Jesper Steinmetz.

- Det er ganske enkelt en skandale, og det satte han ikke ord på. Derfor var talen en dyb dyb skuffelse for de mange amerikanere, der sidder og er chokeret over synet af deres eget militær tage benene på nakken.