Udland

Ansatte på Danmarks ambassade tog i lufthavnen for at blive evakueret, men måtte tage hjem igen

TV 2s korrespondent Simi Jan har talt med en af de ansatte på den danske ambassade i Kabul, der blev fejlinformeret om evakueringen.

I Afghanistans hovedstad Kabul er der nu lukket for kommercielle flyvninger, og det har skabt kaotiske tilstande i lufthavnen.

Civile afghanere stormede tidligere mandag landingsbanen og kravlede op på et amerikansk transportfly for at slippe væk, efter Taliban søndag tog magten i landet.

TV 2s korrespondent Simi Jan har talt med en af de ansatte på den danske ambassade i Kabul, der fortæller, hvordan de søndag forgæves tog til lufthavnen for at blive evakueret.

Personen optræder anonymt af hensyn til dennes sikkerhed - TV 2 er bekendt med personens rigtige identitet.

- Vores medarbejdere troede, der kom et fly og hentede dem til Danmark. Desværre blev de fejlinformeret, og det var en misforståelse. Så medarbejderne måtte tage hjem igen, siger den ambassadeansatte.

Dårlig timing

Personen kalder hændelsen for ”endnu en dårligt timet beslutning af Danmark”, der gjorde, at de lokale ansatte måtte vente i over 12 timer på gaden.

- De risikerede derfor at blive udsat for alvorlig fare, for Taliban er til stede på alle gader og stræder.

TV 2 har mandag aften været i kontakt med Udenrigsministeriets Pressevagt for en kommentar til sagen. Her henviser man til den udtalelse, som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tidligere på dagen gav til TV 2.

Nemlig at man fortsat er i fuld gang med evakueringen i Afghanistan. Og af hensyn til operationen og af hensyn til de lokale, som skal evakueres, vil ministeren ikke gå i detaljer, men han beskriver situationen som "ekstremt udfordrende og usikker".

Pakistan hjælper med dansk evakuering

Pakistans udenrigsminister, Shah Qureshi, skrev mandag på Twitter, at han er i kontakt med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om evakueringen af lokalansatte på Danmarks ambassade i Kabul, som Pakistan hjælper med at facilitere.

- Jeg har talt med udenrigsminister Jeppe Kofod og delt følgende: Pakistan hjælper med evakuering af det diplomatiske og internationale samfund i Kabul herunder evakuering af 431 afghanske borgere, der har arbejdet for den danske regering, skriver Pakistans udenrigsminister.

Jeppe Kofod bekræfter over for TV 2 samarbejdet med Pakistan.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil ikke kommentere på nyheden om, at Pakistan har hjulpet Danmark med evakueringen af danskere og lokalansatte på den danske ambassade.

Men ministeren kalder situationen i Afghanistan dybt alvorlig.

- Hastigheden, hvormed vi er kommet i den situation, er kommet bag på alle. Selv vores allertætteste allierede. Fra dansk side står vi lidt bedre, fordi vi allerede i begyndelsen af weekenden traf en beslutning om at sende militære fly til området, siger Trine Bramsen til TV 2.

Syv afghanere er døde i lufthavnen

Simi Jan fortæller, at USA mandag har indstillet evakueringen midlertidigt.

- Det har de været nødt til for at få kontrol over situationen i lufthavnen med de desperate mennesker, som prøver at klatre om bord på flyene. Også for at undgå flere dødsfald og tilskadekomne.

Nyhedsbureauet AP har talt med vidner, der beretter om syv døde i lufthavnen i Kabul.

Ifølge USA's forsvarsministerium er det endnu uvist, hvornår man vil genoptage evakueringerne.

Efter episoden i lufthavnen i Kabul vil der blive sendt yderligere 1000 amerikanske soldater til Kabul. Forventningen er, at det samlede antal soldater dermed kommer op på 6000.

Det er uvist hvor mange danskere, som stadig befinder sig i Afghanistan.