Udland

Afghanske lokalansatte efterladt i lufthavnen: - Alle ansatte er meget chokerede lige nu

En lokalansat på den danske ambassade blev stoppet i en Taliban-kontrolpost på vej hjem fra lufthavnen. Danmark gør alt for at hjælpe, siger minister.

Imens et dansk militærfly søndag aften lettede fra lufthavnen i Kabul med en gruppe danske og norske udsendte ombord, stod en række afghanske lokalansatte hjælpeløse tilbage i lufthavnen.

De havde i løbet af søndag fået besked af deres danske arbejdsgiver på at pakke deres ejendele og tage i lufthavnen.

Det fortæller TV 2s korrespondent i Afghanistan, Simi Jan, som har været i kontakt med flere lokalansatte på den danske ambassade.

- Vi sad på gaden uden for lufthavnen i støvet i 12 timer, og til sidst fløj diplomaterne, og vi blev bedt om at forlade lufthavnen og tage hjem, skriver en ansat i en besked mandag morgen.

”Vi” var ifølge personen på det tidspunkt flere end 160 personer.

Medarbejdere stod i lufthavnen

En anden ringede søndag aften klokken 20 og lagde en besked på Simi Jans telefonsvarer. Han fortalte, at alle ambassadens medarbejdere stod i den militære del af lufthavnen med deres familier og deres bagage.

Her ventede de på et fly, der kunne evakuere dem, og de fik besked på, at de ville blive kaldt op, når det var deres tur. Det skete aldrig.

Der var ifølge personen cirka 3000-4000 mennesker i den militære del af lufthavnen, som alle ventede på at blive evakueret af de forskellige lande, de arbejder for.

Gud var med os, da de ikke genkendte mig og ikke lavede et ordentligt tjek, for ellers havde jeg været død nu

Lokalansat, den danske ambassade

I løbet af søndagen blev lufthavnen i Kabul lukket for kommercielle fly, så eneste vej ud af lufthavnen er enten til fods eller via et militærfly.

Samtidig søgte tusindvis af afghanere søndag til lufthavnen for at komme ud af landet. Det har skabt kaotiske scener, og amerikanske soldater har afgivet varselskud for at holde desperate afghanere væk fra militærets fly.

Stoppet af Taliban på vej hjem

Simi Jan forsøger mandag at komme i kontakt med flere lokalansatte i Afghanistan, men det er besværliggjort af afbrudte kommunikationslinjer i en by, der nu er under Talibans kontrol.

Mandag skrev en af de lokalansatte, der havde været i lufthavnen, at han blev stoppet i en Taliban-kontrolpost, da han var på vej hjem fra lufthavnen klokken 05.00 mandag morgen.

- Gud var med os, da de ikke genkendte mig og ikke lavede et ordentligt tjek, for ellers havde jeg været død nu. Min kone og børn og jeg var chokerede. Alle ansatte er meget chokerede lige nu, skriver han.

Ifølge Simi Jan er der nu masser af Taliban-kontrolposter rundt omkring i Kabul, som den militante islamistiske bevægelse tog kontrollen over søndag.

- Det er en ny virkelighed, afghanerne er vågnet op til. Det er et nyt kapitel i Afghanistans historie. I dag er det Taliban, der regerer landet, siger hun.

Danskere evakueret

Talibans hastige fremmarch fik natten til søndag Danmark til at rømme ambassaden og evakuere de danske udsendte til lufthavnen.

Herfra blev ”en gruppe” danskere og nordmænd evakueret med et dansk militærfly sent søndag aften.

Men der er fortsat danskere tilbage i Kabul - og altså også alle de afghanske lokalansatte, som Danmark har lovet at hjælpe ud af landet.

Kofod: Vi gør, hvad vi kan

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger til TV 2, at Danmark er i fuld gang med evakueringen af både danske og afghanske statsborgere i Afghanistan.

Men Danmark er ifølge ministeren afhængig af, at internationale samarbejdspartnere kan sikre lufthavnen og få ryddet op i det kaos, der hersker i lufthavnen, så de danske fly kan lande.

- Jeg lover, at vi gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for at løse opgaven med evakuering. Vi bruger alle vores militære og civile kapaciteter, siger Jeppe Kofod.

Udenrigsministeren vil ikke gå yderligere i detaljer af hensyn til lokalansattes og andres sikkerhed, af hensyn til operationen og af hensyn til myndighedernes arbejdsro.

Derfor er det heller ikke muligt at få oplyst, hvor mange danskere og afghanske lokalansatte der befinder sig i Afghanistan og ønsker Danmarks hjælp.

Jeppe Kofod har tidligere oplyst, at der er cirka 45 lokalansatte, som har bedt Danmark om hjælp. Med familiemedlemmer er det i alt omkring 200 personer.