Krigen er forbi, siger Taliban-talsmand
Afghanistans præsident er flygtet ud af landet og har på Facebook erklæret Taliban som vinder.
Krigen er forbi.
Så kort lyder det fra en talsmand fra Talibans politiske kontor sent søndag aften ifølge den mellemøstlige tv-station Al Jazeera.
Meldingen kommer, efter en dag hvor den militante islamiske bevægelse har bevæget sig ind i Afghanistans hovedstad, Kabul.
- Vi har opnået, hvad vi søgte. Friheden for vores land og uafhængigheden for vores folk, siger han ifølge Reuters.
En "åben, inklusiv islamisk regering"
Hvilke regler og hvilken form for regime, der skal være i landet, vil blive klart snart, lyder det fra samme talsmand.
Han uddyber overfor Al Jazeera, at man ikke regner med, at ”udenlandske styrker vil gentage deres forfejlede erfaring i Afghanistan”.
- Vi er parate til at gå i dialog med afghanske lederfigurer og give dem den nødvendige beskyttelse, siger han også.
En anden talsmand og forhandler for Taliban, Suhail Shaheen, siger til AP, at bevægelsen holder samtaler med det formål at danne en "åben, inklusiv islamisk regering" i Afghanistan.
Præsident erklærer Taliban som vinder
Om den afghanske præsident, Ashraf Ghani, har overgivet sig og overdraget magten til Taliban, er der ikke noget officielt nyt om.
Men tidligere søndag flygtede han ud af landet og sent om aftenen skrev han en opdatering på Facebook, hvor han erklærede Taliban som vinder.
-Taliban har vundet og har nu ansvaret for deres landsmænds ære, ejendom og selvopholdelse, skrev Ashraf Ghani.