Udland

Ansatte på dansk ambassade er flyttet til lufthavnen i Kabul

Muligheden for udrejse svinder ind. Udenrigsministeriet opfordrer alle danskere i Kabul til at forlade landet.

De udsendte medarbejdere på Danmarks ambassade i Kabul blev natten til søndag flyttet til Kabuls lufthavn.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er sket efter konsultation med allierede partnere og på opfordring af de danske sikkerhedsmyndigheder.

Etablerer sig i lufthavnen

Udenrigsministeriet skriver desuden, at alle danskere i Kabul skal forlade Afghanistan omgående. Det skriver, at det er vigtigt, og at mulighederne for udrejse svinder ind.

Ambassaden er ifølge Udenrigsministeriet i færd med at etablere sig i lufthavnen.

Yderligere lyder det, at arbejdet med at evakuere de lokalt ansatte danskere og afghanere, som har støttet den danske indsats i Afghanistan, fortsætter.

Ambassaden er søndag morgen ved at kontakte alle de lokalt ansatte og afdække det videre forløb, mens planlægningsarbejdet fortsætter fra København. Planerne vil på grund af situationens omskiftelighed tilpasses løbende.

Taliban på grænsen til Kabul

Tidligere søndag oplyste det afghanske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den militante islamistiske bevægelse Taliban er begyndt at trænge ind i Kabul fra alle sider.

Taliban har den seneste tid vundet frem i Afghanistan. Det sker, efter at vestlige soldater er begyndt at forlade landet.

Søndag morgen erobrede Taliban byen Jalalabad, der ifølge USA's Institut for Fred var en af de sidste sikre veje mellem Kabul og Pakistan.

22. juni oplyste Forsvarsministeriet, at den sidste danske soldat havde forladt Afghanistan.