Udland

USA øger antal soldater i Afghanistan under tilbagetrækning

Biden godkender indsættelse af yderligere 1000 soldater under amerikansk tilbagetrækning i Afghanistan.

USA's præsident, Joe Biden, godkender indsættelsen af i alt 5000 soldater i Afghanistan for at hjælpe med en sikker tilbagetrækning.

Det oplyser han lørdag i en meddelelse.

Ifølge en højtstående amerikansk embedsmand i forsvaret, der udtaler sig anonymt, er offentligheden allerede blevet informeret om 4000 af de soldater, der indsættes.

Men 1000 af soldaterne er netop blevet godkendt og kommer fra den 82. luftbårne division.

- På basis af de anbefalinger, som jeg har fået fra vores diplomatiske, militære og sikkerhedsmæssige hold, har jeg godkendt indsættelsen af omtrent 5000 amerikanske soldater for at hjælpe med en sikker tilbagetrækning af amerikanske soldater og andre allieredes soldater, siger Biden i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Forsvarer tilbagetrækning

USA meddelte i april, at landet ville foretage en fuldstændig tilbagetrækning af sine styrker i Afghanistan inden 11. september.

Men mens vestlige tropper har trukket sig ud af landet, har den militante islamistiske bevægelse Taliban erobret store dele af landet. Det er sket med en hast, som de færreste havde forudset.

I pressemeddelelsen fra Det Hvide Hus forsvarer Biden også sin beslutning om at trække USA ud af landet.

- Et år mere eller fem år mere med amerikansk militær tilstedeværelse ville ikke have gjort nogen forskel, hvis ikke det afghanske militær kan forsvare sit eget land, siger Biden.

- Og en endeløs amerikansk tilstedeværelse i midten af et andet lands borgerkrig var ikke acceptabel for mig.

Norske soldater på vej

Det norske forsvar oplyste lørdag eftermiddag, at de ville sende soldater til Kabul for at hjælpe med evakueringen af de ansatte på den norske ambassade i Afghanistan.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ønsker lørdag aften ikke at oplyse, hvorvidt Danmark gør noget lignende.