Det er spørgsmål om dage, før Kabul falder, ifølge dansk ekspert
Ifølge de seneste meldinger fra Afghanistan er Taliban ved at rykke ind i 'porten til Kabul'.
Imens USA, Danmark og andre vestlige lande er begyndt at evakuere sine statsborgere fra Kabul, nærmer Taliban sig den afghanske hovedstad med hastige skridt.
Den militante islamistiske bevægelse har indtaget den ene provinshovedstad efter den anden. Snart vil Kabul også falde, vurderer Jacob Kaarsbo, der er tidligere analysechef i Forsvarets Efterretningstjeneste.
- De får Kabul, og det er et spørgsmål om få dage, siger han til TV 2.
Fredag formiddag forlød det, at Pul-e Alam omkring 70 kilometer fra Kabul var tæt på at kollapse.
Lørdag formiddag lyder de seneste meldinger fra Afghanistan, at Taliban er begyndt at rykke ind Maidan Shar, der ligger under 50 kilometer fra hovedstaden.
Det er endnu uofficielle meldinger, men det er Jacob Kaarsbos forventning, at de bliver bekræftet i løbet af lørdagen.
I så fald har Taliban indtaget den sidste provinshovedstad før landets hovedstad. En by, der også kaldes 'porten til Kabul'.
Spørgsmål om tid
Hvor lang tid det vil tage Taliban at rykke ind i hovedstaden, afhænger af hvor hård modstand, krigerne møder på deres vej, siger Jacob Kaarsbo.
Og her kan hæren vise sig at være svækket af de kampe, den har kæmpet og tabt i sydlige byer som Kandahar og Lashkar Gah.
- Jeg er ikke i en position til at kunne sige, hvad der er forberedt fra den afghanske regeringshærs side. Men jeg kan dog sige, at de har sat rigtig mange af deres stærkeste militære enheder ind på at forsvare syden. Og dem har de så mistet undervejs, siger Jacob Kaarsbo.
Han formoder, at USA er klar til at støtte med fly fra luftbaser i Bahrain og Qatar. Men det alt for sent at stoppe Talibans fremmarch, nu handler det om at evakuere dem, der skal evakueres, mener analytikeren, der i dag er partner i Bischoff Advisory.
Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, siger lørdag i en tv-transmitteret tale, at han drøfter situationen med lokale ledere og internationale partnere. En remobilisering af sikkerheds- og forsvarstyrkeren har højeste prioritet, siger han.
Som følge af den hastige udvikling i Afghanistan har Danmark besluttet at lukke sin ambassade i Kabul midlertidigt og evakuere alle ansatte. Det meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod fredag.
Samtidig opfordrede han alle danskere i Afghanistan til omgående at forlade landet og understregede, at situationen er meget alvorlig.
Forinden havde USA besluttet at evakuere de ansatte på den amerikanske ambassade. Til det formål sender USA 3000 soldater ind. Storbritannien sender samtidig 600 soldater ind for at evakuere sin ambassade.
Imens er mange tusinde civile afghanere flygtet til Kabul, hvor de går en dyster fremtid i møde, hvis de ikke har held til at flygte ud af landet.
- Det er internt fordrevne, der ikke kan komme ud nu, og Taliban rykker ind. Og hvis du ikke underkaster dig Taliban, så slipper du nok ikke med livet i behold, siger Jacob Kaarsbo.
Én af mange aktørere
Roden til Talibans voldsomme fremmarch er den aftale, den militante bevægelse indgik med USA’s daværende præsident, Donald Trump, i februar 2020.
Det er blevet kaldt en ”fredsaftale”, men det var snarere en ”overgivelse” ifølge Jacob Kaarsbo.
- Der kan man sige, det var en arv, som Biden har måttet tage op. Man kan så sige, har Biden forvaltet den bedst muligt? Det tror jeg næppe.
Aftalen skulle sikre, at USA kunne trække sine tropper ud. Til gengæld lovede Taliban, at den ikke vil samarbejde med transnationale jihadistiske bevægelser som al-Qaeda og Islamisk Stat. Et løfte designet til at forhindre, at Afghanistan igen bliver en rugekasse for terrorister, der kan true Vesten. Men ikke et løfte om fred på Talibans hjemmebane, hvor Taliban kun er én af mange militante aktører.
- Taliban er jo en nationalt orienteret bevægelse, der primært har fokus på Afghanistan. Så aftalen gik egentlig ud på, at Taliban "fik lov” til at fokusere på Afghanistan, og amerikanerne kunne trække sig ud i ro og mag, forklarer Mona Kanwal Sheikh, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med særligt fokus på militante bevægelser i Pakistan.
Problemet ved aftalen er, at det aldrig var en aftale om fred mellem de forskellige parter i Afghanistan – blandt andet understreget ved, at den afghanske regering ikke deltog i forhandlingerne, som foregik i Qatars hovedstad, Doha.
- Og det er her, jeg mener, det vigtigste fokus fra det internationale samfund bør ligge i fremtiden: Hvordan kan vi være med til at facilitere en national forsoningsproces?, siger Mona Kanwal Sheikh.
Lørdag morgen melder Hoda Ahmadi, en parlamentariker i Logar-provinsen lige syd for Kabul, at Taliban nu har kontrol med hele provinsen. Det skriver AP.