Udland

Afghanistans præsident forsøger at berolige sit folk: - Årets joke, siger korrespondent

Taliban har nu kontrol over mindst to tredjedele af Afghanistan og står faretruende tæt på hovedstaden Kabul.

Mens oprørsgruppen Taliban nærmer sig Afghanistans hovedstad Kabul med stormskridt, maner landets præsident til besindighed og forsøger at berolige befolkningen.

- I den nuværende situation er en genmobilisering af vores sikkerheds- og forsvarsstyrker højeste prioritet, sagde præsident Ashraf Ghani lørdag i en tv-tale til nationen.

TV 2s korrespondent Simi Jan kalder præsidentens tale til det afghanske folk for årets joke:

- Manden står og gør sig selv til grin på nationalt tv. Landet er i opløsning, og Taliban banker på porten til Kabul. Vi taler om en mand, som om lidt er på flugt fra Kabul, som snart ikke længere er præsident. Det er krigens galgenhumor og årets joke.

Regeringssoldater flygter fra Taliban

Taliban har nu kontrol over mindst to tredjedele af Afghanistan og erobrede lørdag hovedbyen Pul-e-Alam i provinsen Logar – cirka 70 kilometer fra Kabul.

Et medlem af det lokale provinsråd i Logar siger til nyhedsbureauet Reuters, at Taliban kun stødte på meget lidt modstand, da de indtog byen.

Simi Jan understreger, at præsident Ghani har mistet al tillid blandt regeringsstyrkerne – og i store dele af befolkningen.

- Præsidenten snakker om at mobilisere styrkerne, men sandheden er, at regeringssoldaterne flygter med halen mellem benene ved synet af Taliban, siger Simi Jan, og tilføjer:

- De helt store tabere i det her spil er den afghanske befolkning – igen. Det er en tragedie, at USA trækker sig ud uden først at have sikret en fredsaftale og en overgangsregering. 20 års krig og tusindvis af døde til ingen verdens nytte.

Kabul kan falde i weekenden

I maj oplyste præsident Biden, at USA inden 31. august i år vil trække alle sine kampstyrker ud af Afghanistan efter 20 års krig mod terror i kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001.

Kort efter meddelte andre vestlige lande – herunder Danmark, at de ville følge trop og efterlade kampen mod Taliban til den afghanske regeringshær.

Siden er det gået stærkt. Den militante islamistiske bevægelse har indtaget den ene provinshovedstad efter den anden.

Snart vil Kabul også falde, vurderer Jacob Kaarsbo, som er tidligere analysechef i Forsvarets Efterretningstjeneste.

- De får Kabul, og det er et spørgsmål om få dage, siger han til TV 2.

Svækket regeringshær

Hvor lang tid det vil tage Taliban at rykke ind i hovedstaden, afhænger af hvor hård modstand, krigerne møder på deres vej, siger Jacob Kaarsbo.

Og her kan hæren vise sig at være svækket af de kampe, den har kæmpet og tabt i sydlige byer som Kandahar og Lashkar Gah.

- Jeg er ikke i en position til at kunne sige, hvad der er forberedt fra den afghanske regeringshærs side. Men jeg kan dog sige, at de har sat rigtig mange af deres stærkeste militære enheder ind på at forsvare syden. Og dem har de så mistet undervejs, siger Jacob Kaarsbo.

Som følge af den hastige udvikling i Afghanistan har Danmark besluttet at lukke sin ambassade i Kabul midlertidigt og evakuere alle ansatte. Det meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod fredag.