Udland

Boris Johnson i tordenvejr efter joke - har aldrig været mere upopulær

Storbritanniens premierminister blev presset af journalister og forsøgte sig med en joke, der kan koste afgørende stemmer i gamle minearbejderbyer.

Hvad kan samle alle fra gamle engelske minearbejdere til skotske miljøaktivister?

Det kan et kækt svar fra den britiske premierminister, Boris Johnson, da han besøgte Skotland forleden.

Sagen, der har skabt store overskrifter i Storbritannien, kommer endda på et tidspunkt, hvor Boris Johnson rammer bunden i en meningsmåling over hans popularitet.

Den pjuskede premierminister er det mest upopulære, han har været, siden han blev premierminister i december 2019.

Mens kun 34 procent af de adspurgte mener, at han gør det godt, mener hele 49 procent, at Johnson ikke er en god premierminister. Det skriver The Guardians søndagsavis Observer.

- Johnson har haft mange dårlige sager - rod i privaten, anklager om stoffer, ukendte pengemænd, der betalte for renoveringen af hans lejlighed - der aldrig har rokket ved hans popularitet. Men det er som om tyngdekraften har indhentet ham, og han ikke længere kan gå på vandet hos vælgerne, siger Lone Theils, der er tidligere korrespondent i Storbritannien, til TV 2.

Joke faldt til jorden

De tunge tal lander netop oven i sagen fra Skotland, der har skabt et stormvejr – og kan koste Johnson stemmer på sigt.

Under sit besøg på en havvindmøllepark ud for den skotske kyst blev premierministeren gentagne gange spurgt til afviklingen af den britiske olieindustri, efter Labour-leder Keir Starmer havde forlangt en tidshorisont for det.

- De kontrakter, der er skrevet under, skal ikke bare rives over. Men vi er nødt til at omstille os så hurtigt, som vi med rimelighed kan, sagde Boris Johnson.

Men svaret manglede stadig: Har premierministeren en konkret tidsplan for olieindustriens afvikling?

- Se på, hvad vi allerede har gjort. Mens jeg har levet, har vi skiftet væk fra kul. Takket være Margaret Thatcher, der lukkede så mange kulminer over hele landet, fik vi en stor tyvstart - og nu bevæger vi os med hastige skridt væk fra kul i det hele taget, sagde Boris Johnson med en lille latter.

Det kække svar faldt til jorden med et brag. Men et brag, der straks satte gang i et tordenvejr af rasende reaktioner.

Thatchers kamp mod fagforeningerne

Skotlands førstedame - som Johnson havde takket nej til en kop the med, selv om hun havde inviteret - var først ude af startblokken.

- Liv og lokalsamfund i Skotland blev fuldstændig ødelagt af Thatchers destruktion af kulindustrien (der havde intet at gøre med en bekymring for vores planet). At behandle det som noget at grine af er groft og dybt ufølsomt over for den realitet, skrev hun på Twitter.

Det samme mener journalist Lone Theils, der er overrasket over Boris Johnsons kække kommentar.

- Det er utroligt tankeløst, for det er noget, der smadrede samfundet dengang, siger hun til TV 2.

- Jeg har talt med tidligere minearbejdere, der stadig taler om Thatcher. De her samfund har aldrig rejst sig igen. Derfor er det ikke sjovt i hverken Skotland, Wales eller det nordlige England.

Margaret Thatcher var konservativ premierminister fra 1979 til 1990 og havde i 1980'erne planer om at lukke mange af Storbritanniens kulminer.

Og da minearbejderne i 1984 strejkede i protest mod nedskæringerne, slog "jernkvinden" hårdt ned på fagforeningerne.

I Skotland var Thatchers planer specielt upopulære, og flere millioner deltog i demonstrationerne den sommer, skriver Politico. Demonstrationer, der ofte endte i voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter.

I foråret 1985 gik minearbejderne i arbejde igen efter det af de længste og mest bitre opgør på det britiske arbejdsmarked. Men kampen var tabt.

En efter en lukkede mange af de statsejede kulminer. I kølvandet fulgte en voksende arbejdsløshed og fattigdom, der satte spor i Storbritanniens minebyer i mange år efter.

10 år efter strejken var omtrent 90 procent af de over 220.000 ansatte i kulmineindustrien blevet afskediget.

Og i 2015 var hver eneste af de 170 kulminer lukket, skriver BBC.

- De konservative er ligeglade

Forargelsen og forbløffelsen over Johnsons kommentar lagde sig også tungt over store dele af Twitter og fik flere politikere op af stolene.

Skotlands miljøparti, Scottish Greens, sendte en rasende pressemeddelelse ud, hvor de satte en streg under, at årsagen til Thatchers afviklinger af minerne var "hendes afskyelige anti-fagforeningsideologi". Og Labours skygge-udenrigsminister, Lisa Nandy, kaldte Johnsons ord "skammelige".

- Det afslører, at det konservative parti blæser på de lokalsamfund, som stadig lider som følger af Thatchers nedlukning af minerne og manglende evne til at skabe nye, gode jobs i deres sted, sagde hun til The Guardian.

Boris Johnson og Det Konservative Parti havde et fremragende valg i 2019 og scorede blandt andet mange stemmer i de gamle arbejdersamfund oppe i "Den Røde Mur", som ellers var tro Labour-støtter. Og den chance greb Labours leder, Keir Starmer.

- De Konservative var ligeglade dengang, og de er ligeglade nu, sagde han i en video fredag.

Derudover kaldte han hele sagen "et slag i ansigtet for de lokalsamfund, som stadig lider under Margaret Thatchers ufølsomme handlinger".

Minearbejdere: Joken er "modbydelig"

Og nu er minearbejderne endelig selv kommet på banen.

- Jeg tror ikke, han bryder sig en tøddel om nogen eller om klimaet, siger den 64-årige eksminearbejder Ian Hoggan til The Guardian.

- At lave sjov med ødelæggelsen af industrien, der kastede minearbejderne på skrotpladsen. Jeg mangler ord for, hvor langt ned af bakke, det er gået for det her land, hvis det er den bedste, vi har, til at repræsentere os som premierminister.

Det samme mener eksminearbejderen Barry Lewis fra Nottinghamshire i England.

- Det er absolut modbydeligt. Flere områder i Nordengland lider fortsat efter tabet af minerne, siger han i et tv-interview med BBC.

Mens han venter på, at vreden lægger sig, er Boris Johnson tavs.

- Det er svært at se for sig, hvordan han vender meningsmålingerne, for da skal han skabe en masse jobs og få gang i økonomien, men her kommer Brexit og coronakrisen i vejen, siger Lone Theils til TV 2.

- Problemet for Boris Johnson er, at han er god til at være charmerende og lave slogans, men kan han levere?

Foreløbigt kan han trods opfordringer stadig ikke levere en undskyldning for sin kække kommentar.