Grækenland er ramt af over 400 nye brande på et døgn
1450 brandfolk er sat ind for at bekæmpe brande rundt om i Grækenland.
De græske skovbrande er lørdag fortsat med at brede sig.
Over 400 nye brande er brudt ud i løbet af et døgn, oplyser myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De værste brande raser omkring øen Evia, der ligger øst for hovedstaden Athen.
Hundredvis af familier har mistet deres hjem. Flere hundrede andre blev evakueret fra øen, der er Grækenlands næststørste.
Over 1450 græske brandfolk er sat ind for at bekæmpe de mange brande rundt om i landet.
Premierminister: En "mareridtsagtig sommer"
Premierminister Kyriakos Mitsotakis kalder det ifølge Reuters en "mareridtsagtig sommer" og tilføjer, at regeringens højeste prioritet "først og fremmest har været at beskytte menneskeliv".
Foreløbig har to mennesker mistet livet i de græske brande.
Lørdag eftermiddag lød status fra europæiske myndigheder, at et samlet areal på 567 kvadratkilometer er brændt i Grækenland. Det svarer omtrent til Bornholms størrelse.
I et område i udkanten af den græske hovedstad, Athen, er tusindvis af indbyggere blevet evakueret.
I et af de ramte områder, Pefkofyto nord for Athen, kæmper pensionisten Tasos Tsilivakos med at holde tårerne tilbage.
- Det er en forfærdelig katastrofe, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg er virkelig bange for, at det måske først bliver vores oldebørn, der får chancen for at gå i disse områder igen.
En 62-årig mand i den nærliggende by Agios Stefanos fortæller til græsk tv, at han og hans familie blev evakueret. Efterfølgende så tv-billeder, der viste deres hus opslugt af flammer.
- Mit barn græder stadig på grund af chokket, siger han.
Storbritannien sender brandmænd afsted
Storbritannien vil sende britiske brandmænd til Grækenland for at hjælpe.
Det skriver indenrigsminister Priti Patel på Twitter.
- Da jeg besøgte mine græske kolleger tidligere på ugen, så jeg den ødelæggende effekt, brandene har, skriver hun lørdag eftermiddag.
Også Egypten og Spanien sender hjælp i form af helikoptere og et brandslukningsfly.
De kraftige vinde og høje temperaturer, der har forværret brandene i Grækenland, ventes at fortsætte nogle dage endnu.
I Tyrkiet har et kraftigt regnvejr hjulpet med til at slukke de brande, der har kostet mindst otte mennesker livet her.
I begge lande er snesevis af andre ofre indlagt med blandt andet røgforgiftning.