Udland

Flygtninge strømmer ind i EU via Hviderusland

EU beskylder Hvideruslands præsident for at sende flygtninge mod EU-landet Litauen som hævn for sanktioner.

Flygtninge strømmer i disse dage ind i EU-landet Litauen via grænsen til Hviderusland.

Normalt modtager Litauen omkring 300 flygtninge på et år, men i løbet af de seneste måneder er flere end 4000 flygtninge kommet ind i landet via Hviderusland.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Flygtningestrømmen fra Hviderusland er nu så massiv, at grænsevagterne er blevet beordret til at afvise migranterne – om nødvendigt med magt.

Alene tirsdag afviste grænsevagterne 180 migranter, som forsøgte at krydse grænsen til Litauen.

En aggression mod EU

Den litauiske regering beskylder Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, for at sende landets flygtninge mod Litauen som hævn for EU’s sanktioner mod Hviderusland.

Og den påstand støtter EU op om.

- Det, vi står over for, er en aggressiv handling fra Lukasjenkos regime, der handler om at provokere. Det er ikke primært en migrationskrise, men en aggression, der går ud på at provokere, siger EU’s migrationskommissær, Ylva Johansson, til AP.

Flest irakere

TV 2s korrespondent Uffe Dreesen har besøgt et flygtningecenter i Litauens hovedstad, Vilnius, som bærer præg af, at landet ikke er rustet til at tage imod de store mængder flygtninge.

- Vi var på en nedlagt skole med 150 flygtninge, primært fra Afrika. De har fået lov til at søge asyl, men det er meget usikkert, hvordan det kommer til at gå med dem. Nogle har siddet der i op mod en måned, fortæller Uffe Dreesen.

Han fortæller videre, at langt de fleste flygtninge stammer fra Irak:

- Der er åbnet flyruter direkte fra Irak til Hvideruslands hovedstad, Minsk. Fra lufthavnen fragter busser så migranterne direkte videre op til grænsen til Litauen. Litauen er meget presset af den her flygtningestrøm.

Vil bygge grænsehegn

Det er kun opsat hegn og kameraer på enkelte, korte strækninger af den 679 kilometer lange grænse mellem Hviderusland og Litauen.

- Så det er ikke særlig svært at spadsere ind over grænsen fra Hviderusland, forklarer Uffe Dreesen fra Litauens hovedstad.

Litauen ønsker at bygge et grænsehegn mod Hviderusland til en anslået pris på omkring 800 millioner kroner.

Mandag lovede EU at hjælpe Litauen med dets flygtningeproblemer, men landet skal ikke forvente at få økonomisk hjælp til et grænsehegn, da EU-midler normalt ikke må bruges til at finansiere såkaldte grænsebarrierer.