Udland

Brud blæst omkuld af eksplosionen i Beirut vil ikke mindes sin bryllupsdag

Israa Seblani var rejst fra USA til Beirut for at blive gift, men bryllupsdagen forvandlede sig til et mareridt.

4. august 2020 skulle have været libanesiske Israa Seblanis helt store dag.

Denne dag er en forbandelse for hele det libanesiske folk

Ahmed Subeih

Sammen med sin forlovede var den libanesiskfødte læge taget fra USA til Beirut for at blive gift.

Iført en lang, hvid kjole og slør stod den dengang 29-årige brud og poserede i sin bryllupsvideo.

På et splitsekund blev den idylliske scene på Saifi Square i det centrale Beirut forvandlet til kaos og ødelæggelse, da en voldsom trykbølge smadrede vinduerne, ødelagde facaderne og lagde gaderne øde.

Ingen bryllupsbilleder

De dramatiske optagelser blev filmet præcis for et år siden. I det øjeblik en massiv eksplosion rystede store dele af Libanons hovedstad.

- Jeg har ingen fotos fra min bryllupsdag stående derhjemme. Vi kan ikke lide at tænke tilbage på den dag, siger Israa Seblani ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Eksplosionen skete i en lagerhal med 2750 ton sprængfarlig ammoniumnitrat, der kan bruges både som gødning og til bomber.

Flere end 200 mennesker blev dræbt og over 6500 andre blev såret i eksplosionen.

- Den dag påvirker mig på to måder. For det første var det umuligt at nyde den, og for det andet skulle det være en glædens dag, men i stedet blev det en tragedie for det libanesiske folk, fortæller Israa Seblani.

- Det er umuligt for mig at være glad, når jeg tænker på forældre, som har mistet deres børn. Og børn, som har mistet deres forældre.

Vil ikke fejre bryllupsdag

Ægteparret har ingen planer om at fejre deres bryllupsdag.

- Jeg har tænkt mig at arbejde, så jeg har travlt, siger Israa Seblani.

Hendes mand Ahmed Subeih stemmer i:

- Det her er ikke en dag, man kan fejre. Denne dag er en forbandelse for hele det libanesiske folk. Ikke kun for os som brudepar. Det her er en trist dag og en sorgens dag.

Op mod 300.000 indbyggere i Beirut mistede deres hjem.