OL Tokyo 2020

OL-sprinter får asyl i Polen efter kritik af sine trænere

Krystsina Tsimanouskaya blev beordret til Hviderusland, men fik hjælp af politiet i lufthavnen.

Efter knap et døgns drama har den hviderussiske OL-atletikudøver Krystsina Tsimanouskaya fået asyl i Polen. Det bekræfter den polske viceudenrigsminister, Pawel Jablonski, over for Reuters.

Ifølge den 24-årige sprinter selv blev hun søndag hentet af det hviderussiske trænerteam på sit hotel og bedt om at pakke, inden hun mod sin vilje blev kørt til lufthavnen.

Her skulle hun sendes hjem til Hviderusland efter at have kritiseret de hviderussiske trænere ved OL.

Atleten lykkedes dog efter eget udsagn med at få kontakt til japansk politi, som hjalp hende med at undslippe.

- Jeg tror, jeg er i sikkerhed. Jeg er sammen med politiet, sagde hun efterfølgende ifølge Reuters.

Kritiserede trænere

Krystsina Tsimanouskaya har i et nu fjernet Instagram-opslag kritiseret de hviderussiske trænerne for blandt andet at sætte hende på det hviderussiske 4 x 400 meterhold uden at fortælle hende om det først.

- Jeg fortalte offentligt om det. Cheftræneren kom hen til mig og sagde, at han havde fået en ordre om at fjerne mig, fortæller hun.

Søndag aften meddelte hun ifølge AFP, at hun var i sikkerhed.

- De er i gang med at beslutte, hvor jeg kan tilbringe natten, lød det i en skriftlig erklæring gennem den hviderussiske forening Sport Solidarity Foundation.

Foreningen hjælper hviderussiske atleter, der bliver generet eller forfulgt af hviderussiske myndigheder.

Ifølge Hvideruslands olympiske komité valgte trænerne at sende Krystsina Tsimanouskaya hjem på lægers opfordring – angiveligt som følge af hendes "følelsesmæssige psykologiske tilstand", lød det ifølge Reuters.

USA: Et forsøg på at underminere og ydmyge

Sprinteren afviser, at hun overhovedet er blevet undersøgt af læger.

Hun har opfordret Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at involvere sig i sagen, og en talsmand fra IOC oplyste søndag aften, at man har forhørt sig hos Hvideruslands olympiske komité for at få en forklaring.

Ifølge den amerikanske ambassadør i Hviderusland, Julie Fisher, var hjemsendelsen et forsøg på at straffe Krystsina Tsimanouskaya for hendes åbne kritik af trænerteamet.

- Takket være japanske og polske myndigheders hurtige reaktion, har Tsimanouskaya mulighed for at undgå Lukashenkos regimes forsøg på at underminere og ydmyge denne OL-atlet for at udtrykke sin mening, skriver hun på Twitter.

Kritiserede præsidentens søn

Krystsina Tsimanouskaya frygt for at vende hjem til Hviderusland kan meget vel være berettiget.

Præsidenten for Hvideruslands olympiske komité, Viktor Lukashenko, er nemlig søn til landets præsident, Alexander Lukashenko, som er kendt for at slå hårdt ned på systemkritikere.

Det fortæller TV 2s Ruslandskorrespondent Claus Borg Reinholdt:

- Lukashenko kaldes jo for Europas sidste diktator. Og set i lyset af det politiske klima i Hviderusland, hvor man bliver smidt i fængsel for den mindste kritik af ham, er frygten for at rejse hjem nok reel.

Ifølge den polske viceudenrigsminister befinder Krystsina Tsimanouskaya sig nu på den polske ambassade i Tokyo, hvorfra hun planlægger at rejse til Polen i de kommende dage.