Udland

Dansk familie fik skræmmende oplevelse under skovbrand på Rhodos

En enorm varme hænger i disse dage over Sydeuropa, og skovbrande hærger både Italien, Grækenland og Tyrkiet.

Det, der skulle have været en afslappende ferie ved poolen, startede med en noget skræmmende oplevelse for Peter Wiede og hans familie.

Fredag eftermiddag ankom Peter Wiede med sin kone, deres 18-årige søn og 4-årige datter til den græske ø Rhodos. Allerede ved ankomst kunne de lugte naturbrandene i Tyrkiet på den anden side af vandet. Og mindre end to døgn senere ramte brandulykkerne så deres egen ferieø.

- Vi fandt ud af, at strømmen var gået omkring klokken fire, da nøglen til vores hotelværelse ikke virkede. Så gik vi ud og kunne se en stor røgsøjle, som bare blev større og større. Til sidst dækkende røgen fuldstændig for solen, fortæller Peter Wiede dagen derpå, mandag, til TV 2.

Kort efter begyndte folk at stimle sammen i hotellets reception, mens Peter Wiede med sin søn drog i retning mod den nærliggende strand ved byen Kolymbia. Her kunne de se brandslukningsfly pendulere til og fra havet med tonsvis af vand i forsøget på at kontrollere branden.

- Flyveren ræsede over hovedet på os hele tiden. Da vi kom ned til stranden, var vi indhyllet i røgen, og alt var helt sløret, fortæller Peter Wiede.

Han og sønnen besluttede sig derfor for at vende hjemad mod hotellet for at pakke deres sager, hvis de skulle blive evakueret.

- Dér kiggede vi igen nordpå og kunne se flammerne. Lige da vi ser dem, blev vi pænt nervøse, for det blæste kraftigt i retningen mod os.

På vejen tilbage mod hotellet mødte Peter Wiede og hans søn flere danskere, der havde problemer med mobilsignalet.

- Mange af dem var i panik, fordi de ikke havde hørt fra rejseselskabet, fortæller Peter Wiede.

I den nærliggende kiosk stimlede en stor flok sammen, og mange begyndte at hamstre drikkevand og snacks.

Mens flammerne tog til nordpå, begyndte duften af røg at brede sig i den græske by, fortæller Peter Wiede.

Voldsomme brande i Sydeuropa

Den seneste tid har voldsomme naturbrande hærget Grækenland, Tyrkiet og Italien. Indtil videre er ti mennesker omkommet på den tyrkiske sydkyst, skriver Ritzau.

Naturbrande er ikke uvante i især Tyrkiet, men den seneste tids brande har været voldsommere end normalt.

Ekstrem varm luft strømmer i disse dage op over Sydøsteuropa fra det nordlige Afrika, og den voldsomme hedebølge kan ende med at gå over i historien som en af de værste i nyere europæisk historie.

Gode råd til rejsende danskere

På grund af de mange naturbrande har Udenrigsministeriet den seneste tid fået en del henvendelser fra bekymrede danskere på Rhodos og ved den tyrkiske sydkyst, fortæller fungerende chef for ministeriets Borgerservice Frej Jackson til TV 2.

Han opfordrer danskerne til at downloade appen 'Rejseklar' og tilmelde sig Danskerlisten. Her vil Udenrigsministeriet kommunikere til de rejsende, hvis situationer skulle udvikle sig, og danskerne kan få besked om, hvordan de skal forholde sig.

Derudover kommer Frej Jackson med fem gode råd til alle rejsende danskere til områder præget af naturbrande:

  • Få inden afrejse styr på din rejseforsikring, og kontakt dit rejseselskab eller hotel, da de kender de lokale forhold.
  • Følg de lokale myndigheders anvisninger.
  • Hold dig underrettet via lokale medier.
  • Kontakt Udenrigsministeriets Borgerservice, hvis du har akut behov for rådgivning (døgnåbent).
  • Kontakt dine pårørende i Danmark, så de ikke bekymrer sig unødigt.

Natten til fredag blev en af de varmeste nætter målt i græsk vejrhistorie, da temperaturen på øen Kalymnos ikke kom under 32,7 grader. Det er blot 0,5 grader fra den varmeste nat i europæisk vejrhistorie, som er målt i Italien.

Hedebølgen har dog ikke toppet endnu, først i midten af denne uge ventes de højeste temperaturer at indtræffe.

Ingen meldinger om tilskadekomne

Branden på Rhodos er ifølge græske myndigheder under kontrol, men slukningsarbejdet pågår stadig mandag eftermiddag. Der er ingen meldinger om hverken omkomne eller tilskadekomne på den græske ø.

Selvom branden ikke er faretruende lige nu, udgør hedebølgen og blæst stadig en risiko for, at branden kommer ud af kontrol, siger souschef på den danske ambassade i Grækenland, Ulrich Sørensen, til TV 2.

Han fortæller samtidig, at alle turister fra evakuerede hoteller er tilbage på deres hoteller igen. Ingen af de evakuerede skulle dog være danskere, fortæller Ulrich Sørensen.

For nuværende er der ingen meldinger om andet, end at danskerne kan fortsætte deres ferie på Rhodos, siger den danske ambassade i Grækenland.

Lugten hænger stadig i luften

For Peter Wiede begyndte nervøsiteten efter skovbranden først at dæmpe sig i nattens løb. Mens hans familie forsøgte at få lidt søvn, sad han selv på hotellets terrasse for at holde sig opdateret på branden.

Omkring 02.30 vendte strømmen tilbage på hotelværelset, og nogenlunde samtidig kunne Peter Wiedes læse den glædelige nyhed om, at branden var nogenlunde under kontrol.

- Dér falder der ro på igen. Jeg fik noget søvn, og det var da også dejligt, at airconditionen begyndte at virke igen, siger han.

I den græske by, hvor Peter Wiede og familien ferierer, har roen så småt lagt sig. Dog fortsætter brandslukningsflyene med at flyve til og fra havet for at hente vand.

Byen er stadig lidt røgdiset, og en svag lugt af bål hænger ved. Vinden er aftaget en del, siger Peter Wiede.

Nu har familien et par dage i vente med udsigt til ekstrem varme, som helt sikkert skal bruges ved poolen.

- Og heldigvis er der kommet strøm på fadølsanlæggene igen, griner Peter Wiede.