Coronavirus

Nyt epicenter i USA - Florida sætter smitterekord

Det er især den meget smitsomme Delta-variant og modvilje mod vacciner, der driver tallene i Florida op.

Delstaten Florida i USA er hårdt ramt af en tredje bølge af coronasmitte og satte lørdag smitterekord med 21.683 nye tilfælde.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Florida er dermed det nye epicenter for coronavirus i USA, og delstaten, der tæller omkring 6,5 procent af USA’s samlede befolkning, står nu for hvert femte tilfælde af coronasmitte i USA.

Den hidtidige smitterekord lød før lørdag på 19.334 og blev indberettet 7. januar i år.

Guvernør modsætter sig retningslinjer

Det er især den meget smitsomme Delta-variant og udbredt modvilje i Florida mod at lade sig vaccinere, der får tallene for smitte, indlæggelser og dødsfald til at eksplodere. Det skriver NBC News.

The Florida Hospital Association oplyser, at indlæggelsestallet på delstatens sygehuse nærmer sig sidste års alarmerende niveau.

Trods den nye smittebølge i solskinsstaten må forældre selv bestemme, om deres børn skal bære mundbind, når eleverne vender tilbage til skolebænken i efteråret.

Det meddelte delstatens republikanske guvernør, Ron DeSantis, fredag. Dermed modsætter guvernøren sig de nationale retningslinjer, der er indført for at bremse den eskalerende smitte i USA.

Udmeldingen fra Ron DeSantis kommer, i kølvandet på at en række andre republikanskledede delstater har gjort det klart, at de ikke vil følge de føderale retningslinjer om mundbind for skoleelever.

Fauci advarer om Delta-variant

Sundhedsmyndighederne i USA har i den forgangne uge ændret anbefalingerne, så færdigvaccinerede nu også rådes til at bære mundbind for at beskytte sig selv mod Delta-varianten.

Godt 163 millioner færdigvaccinerede amerikanere opfordres dermed til at bære mundbind indendørs, hvis de opholder sig i områder med "høj" eller "betydelig" smittespredning.

Derudover skal elever, ansatte og besøgende på skoler bære mundbind, når eleverne til efteråret efter planen vender tilbage til normal klasseundervisning.

USA's ledende statsepidemiolog, Anthony Fauci, advarede onsdag om, at pandemien igen er ved at stramme sit greb om landet.

Også han peger på stigende smitte med Delta-varianten som den altoverskyggende trussel – og mundbind og vacciner som vigtige våben.

Flere vil vaccineres

Modstanden mod vaccine har de seneste måneder været et stigende problem for de amerikanske sundhedsmyndigheder, men nye tal tyder på, at udviklingen er ved at vende.

Flere stater i USA oplever en stigning i antallet af personer, der lader sig vaccinere. Det er især i delstater som Louisiana, Arkansas og Missouri, at stigningen er mest opsigtvækkende. Det skriver Washington Post.

USA har siden pandemiens begyndelse registreret tæt på 35 millioner coronasmittede. Flere end 613.000 amerikanere er døde med covid-19.