Rejser og unødigt arbejde frarådes under livsfarlig hedebølge

Hedebølgen i Sydøsteuropa anses som livsfarlig, og i Tyrkiet har fire mennesker mistet livet i naturbrande.

Ekstremt varm luft strømmer op over Sydøsteuropa fra det nordlige Afrika til blandt andet Grækenland og Tyrkiet.

De græske myndigheder advarer offentligheden mod unødvendigt arbejde og rejse på grund af hedebølgen. I hovedstaden Athen ramte temperaturen fredag 41,5 grader.

De kommende dage bliver det varmere dag for dag, og i løbet af næste uge ventes temperaturer, der når varmerekorden for Europa målt i 1977 på 48 grader.

- Vi registrerer hele tiden rekordhøje temperaturer for hvert eneste år. Det viser, at klimaforandringerne er her, siger klimaforsker Stavros Solomos til nyhedsbureauet Reuters.

Livsfarlig hedebølge

Hedebølgen anses som livsfarlig, fordi den forventes at strække sig over flere dage. Det har fået myndighederne til indføre flere brandpatruljer og oprette områder med aircondition.

Også turisterne i Grækenland lider under de høje temperaturer.

- Velkommen til den globale opvarmning. Det er meget varmt og trykkende. Jeg bevæger mig langsomt, ellers ville jeg få et hjerteanfald, siger George Papabeis fra Florida, som er på ferie i Athen.

Også de lokale er opmærksomme på klimaforandringerne.

- Det er ikke kun i vores land. Man ser forandringer i alle lande. Det er hårdt, men vi gør, hvad vi kan, siger Julia Tsirka, som bor i den græske hovedstad.

Naturbrande i Tyrkiet

Den ekstreme varme har også ramt Tyrkiet, som lige nu plages af flere voldsomme naturbrande, der har tvunget turister til at forlade hoteller.

I alt fire personer har mistet livet i brandene, der hærger på tværs af flere provinser i landet.

De seneste dage er landsbyer og flere hoteller blevet evakueret.

En dansk familie oplevede brandene i Tyrkiet på nært hold, da flammerne kom helt tæt på deres hotel i feriebyen Marmaris.

- Vi gik i panik, for vores børn var på hotellet. Så vi skyndte os tilbage for at få dem ud hurtigst muligt, fortæller Søs Schwaner.

Klokken 2 natten til fredag var ilden kun cirka 50 meter fra hotellets område.

- Vi sad ude på balkonen og fulgte, hvordan det bare tog til. Da det kom tættere på, var vi jo meget utrygge, for det så voldsomt ud, fortæller Søs Schwaner.

I løbet af natten lykkedes det dog brandfolkene at få slukket ilden, og nu overvejer den danske familie at flytte resten af deres ferie i Tyrkiet lidt længere væk fra flammerne.

Flere varmerekorder

Journalist Sultan Coban fortæller, at der natten til lørdag har været 85 naturbrande spredt over 21 forskellige byer i Tyrkiet.

- Det er branden i Antalya-regionen, der er den værste og største. Myndighederne har kæmpet med branden i flere dage, og den er stadig ikke under kontrol. Ifølge myndighederne er 74 af de i alt 85 brande under kontrol, fortæller Sultan Coban til TV 2.

Hedebølgen i det sydlige Europa forventes at vare mindst en uge, fortæller TV 2s meteorolog Lone Seir:

- Når vi kommer hen sidst på ugen i den kommende uge begynder det at lette i de varmeste områder af Europa. Så der er helt sikkert udfordringer de næste mange dage.

Ekstremt varm luft strømmer op over Sydøsteuropa fra det nordlige Afrika, og både i Grækenland, Albanien, Nordmakedonien, Serbien, Bulgarien, Rumænien og i det vestlige Tyrkiet kan temperaturerne nærme sig rekord i løbet af den kommende uge.

Sommeren 2021 har allerede budt på adskillige nationale varmerekorder i flere lande - også i Europa.

For blot to uger siden nåede temperaturen i Tyrkiet 49,1 grader - det højeste niveau, der er målt i landet i den tid, der er foretaget meteorologiske temperaturmålinger.