Udland

Meteor lyste himlen op i Norge - nu er den store eftersøgning i gang

Meteornetværk vurderer, at meteor ramte Jordens atmosfære med 15 kilometer i sekundet.

En meteor lyste i weekenden nattehimlen op over Norge. Nu higer og søger nordmændene efter meteoritter.

Fredag gik Røde Kors ind i eftersøgningen, og der blev gået metodisk til værks.

- Vi leder, som om vi ledte efter mennesker, fortæller den lokale områdeleder i Søndre Buskerud, Christian Hollie, til det norske nyhedsbureau NTB.

Da den usædvanligt store meteor kom til syne natten til søndag, kunne mange nordmænd se en ildkugle på himlen og efterfølgende høre en buldrende lyd. En kraftig chokbølge kunne desuden mærkes på landjorden, hvor den også blæste døre og luger op.

Kæmpe område med skove og søer

Snart tydede Beregninger fra Norsk Meteornettverk på, at meteoren var faldet ned i Finnemarka, et stort skovområde lidt vest for Oslo.

Straks begyndte nordmænd at lede efter meteoritter i Finnemarka, men det er ikke nogen nem opgave, for det er et 430 kvadratkilometer stort område med tæt skov, søer og mose.

Onsdag blev opgaven dog en anelse nemmere, da Norsk Meteornettverk indsnævrede det søgeområde, hvor sandsynligheden er størst for at gøre fund.

Det var i det område i Lier Kommune, at Røde Kors fredag iværksatte en eftersøgning. Røde Kors inddelte området i otte mindre områder af 500 gange 600 meter, hvor de begyndte at søge sammen med frivillige, der var mødt op for at deltage.

- Vi håber at finde noget. Men ligger den i en mose for eksempel, så finder vi den ikke, siger Christian Hollie fra Røde Kors.

Områdelederen fortæller, at Røde Kors anser eftersøgningen som en gestus til lokalbefolkningen.

Værdifuldt fund

En meteor er den glødende stribe af luft og gas, der kan ses på himlen, når et legeme fra rummet bevæger sig ind i Jordens atmosfære.

Ifølge Norsk Meteornettverks beregninger ramte meteoren Jordens atmosfære med 15 kilometer i sekundet, det vil sige 54.000 kilometer i timen. Den kan have vejet 100 kilo på det tidspunkt, skønner netværket.

Hvis der er dele, som ikke er brændt op og har ramt Jordens overflade, kaldes de meteoritter. Det er dem, eftersøgningsholdet håber at finde nogle af. Norsk Meteornettverk kan dog ikke vide, om meteoren har givet nogle få meteoritter på nogle kilo eller mange små meteoritter på nogle få gram.

Ethvert fund vil dog være yderst værdifuldt, da det er en kilde til information om, hvordan andre planeter er sat sammen, fortæller Agata Krzesinska, som er forsker ved Geologisk Institut på Universitet i Oslo, til TV 2 Norge.

Men udover den videnskabelige værdi kan et fund også være en pæn sum penge værd.

- Meget sjældne meteoritter, som dem fra Mars, kan være flere tusinde kroner værd per gram. Men dele af større meteoritter kan bare være nogle få hundrede kroner værd, siger Morten Bilet fra Norsk Meteornettverket til NRK.

Indtil videre er der ikke meldt om nogen fund.