Udland

Mens ferieparadiset stod i flammer, skulle dansk familie holde sig klar til flugt på hotellet

Ilden var kun 50 meter fra det hotel, hvor Søs Schwaner opholder sig med sin familie.

På Tyrkiets sydkyst kæmper flere end 4000 brandmænd i disse dage en indædt kamp mod adskillige skovbrande, som indtil videre har kostet fire mennesker livet.

Senest døde en 25-årig mand torsdag aften i turistbyen Marmaris, mens han ringede efter hjælp.

En af dem, der har haft ilden helt tæt på livet, er danske Søs Schwaner, der er på ferie med sin familie i samme by.

Når de fik slukket ilden et sted, så startede den bare et andet

Søs Schwaner, salgsleder

Fra sit hotel kunne den 40-årige salgsleder fra Sjællands Odde se til sammen med sin familie, mens ilden natten til fredag krøb helt tæt på.

- Vi gik i panik, for vores børn var på hotellet

Sammen med sin mand og to børn er Søs Schwaner lige nu på ferie til Tyrkiet.

Men da parret fredag eftermiddag trådte ud af deres hotel, blev de pludseligt mødt af råb, sirener og mennesker i løb.

Og da de vendte sig om, opdagede de pludselig en enorm, sort røgsky lige bag deres hotel.

- Vi gik i panik, for vores børn var på hotellet. Så vi skyndte os tilbage for at få dem ud hurtigst muligt, fortæller Søs Schwaner.

Ilden var heldigvis stadig et stykke væk. Men for en sikkerheds skyld fik familien besked på at blive i hotellets lobby i tilfælde af, at de skulle evakueres i en fart.

Skulle holde sig klar på hotelværelset

Efter en times tid fik hotellets beboere lov til at vende tilbage til deres værelser, hvor de skulle holde sig klar.

Receptionen var nemlig løbende i kontakt med brandvæsenet og ville lade en alarm gå, hvis Søs Schwaner og resten af gæsterne måtte evakueres.

- Jeg var klar til at pakke mine ting og tage hjem med det samme. Så selvfølgelig fik vi ikke meget søvn, for vi var hele tiden bange for, at alarmen ville gå, siger Søs Schwaner.

Fra værelsets balkon kunne familien se, hvordan bulldozere ryddede brandbælter på bjerget lige ved siden af hotellet.

Samtidig fløj helikoptere i pendulfart over deres hoveder for at slukke branden.

Fra balkonen på sit hotelværelse kunne Søs Schwaner følge, hvordan brandvæsenet torsdag aften kæmpede mod flammerne i Marmaris. Video: Steffen Neupert

Men alligevel kunne familien blot se til, mens ilden krøb nærmere og nærmere.

- Det var virkelig uhyggeligt. Om natten kunne man se, at når de fik slukket ilden et sted, startede den bare et andet. Det lignede et fakkeltog oppe i bjergene, siger Søs Schwaner.

Ilden var kun 50 meter væk

I løbet af natten så Søs Schwaner, hvordan butikker og private hjem mistede strømmen.

Og selvom brandfolk kæmpede på livet løs for at holde flammerne på afstand, kom de langsomt helt tæt på den danske familie.

Klokken to natten til fredag var ilden kun cirka 50 meter fra hotellets område, siger Søs Schwaner.

- Vi sad ude på balkonen og fulgte, hvordan det bare tog til. Da det kom tættere på, var vi jo meget utrygge, for det så voldsomt ud.

Alarmen, der skulle signalere, at hotellet skulle rømmes, blev dog aldrig tændt. Og fredag morgen kunne Søs Schwaner sammen med sin mand og parrets to børn gå ud og se skaderne med deres egne øjne.

Andre danskere tilbyder husly

På bjerget lige bag familiens hotel står et stort skovområde nu afsvedet tilbage.

Og mens ilden fortsat raser i området, overvejer Søs Schwaners familie at flytte resten af deres ferie i Tyrkiet lidt længere væk fra flammerne.

- Der er nogle andre danskere hernede, der har tilbudt på Facebook, at vi kan komme og bo hos dem. Vi har fået nogle telefonnumre, hvis det går helt galt.

Indtil videre har familien dog valgt at se tiden an.

- Men vi holder hele tiden øje med et bjerg lidt væk, som stadig står i flammer.