Coronavirus

Grækenland sender masser af politi til populære ferieøer

Delta-varianten har skabt en smittebølge blandt unge, og derfor kan festøerne Mykonos og Ios blive ramt af restriktioner.

Mens der festes og holdes ferie for alle pengene på de græske øer, har de græske sundhedsmyndigheder tunge bekymringsrynker i panden.

For smitten stiger blandt de unge, og derfor sender Grækenland nu politi til flere populære ferieøer i et forsøg på at holde smittespredningen nede.

Det skriver The Guardian.

Tre gange så mange betjente

Alene på øen Mykonos er der denne sommer 186 betjente, der skal holde et skarpt øje med turisterne på øens barer, diskoteker og klubber.

Der er mere trængsel på barerne, end vi bryder os om at se - specielt blandt yngre mennesker

Haris Theoharis, turismeminister i Grækenland

Det er over tre gange så mange, som der var sidste sommer, hvor 56 betjente holdt øens natteliv i kort snor.

For smitten spreder sig i det græske ferieparadis, og torsdag blev intet mindre end 13 græske ferieøer markeret som mørkerøde på smittekortet hos European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC).

Det er blandt de 20-30-årige, at smitten stiger mest, og mange af dem udviser ikke symptomer, lyder det fra de græske sundhedsmyndigheder.

- Delta-varianten har gjort, at alle lande står over for en fjerde bølge nu og ikke i november som forventet, siger den græske turismeminister Haris Theoharis til avisen.

- Mens hoteller og familiesteder følger reglerne, er der mere trængsel på barerne, end vi bryder os om at se - specielt blandt yngre mennesker.

Advarer om at overholde reglerne

Efter en lang og barsk coronapandemi havde Grækenland ellers set frem til en god sommersæson.

Turismen er afgørende for Grækenlands økonomi. Den tegner sig for knap en fjerdedel af Grækenlands BNP, og hver femte job afhænger af den.

Og selvom sommeren kom godt fra start med en turismesektor, der i juni tjente fire gange så mange penge som sidste sommer, er smitten nu begyndt at sprede sig.

Politiet er meget aktive og er blevet sendt afsted for at opretholde loven

Michalis Chrisochidois, minister for samfundssikkerhed i Grækenland

I starten af denne måned blev Mykonos ramt af restriktioner. For eksempel er musik blevet forbudt i barer og restauranter, og der er udgangsforbud mellem klokken 01 og 06. Og andre ferieøer kan snart stå for tur.

- Der er nu fare for, at denne ø bliver lukket ned, sagde minister for samfundssikkerhed Michalis Chrisochidois, efter at han landede på øen Ios i denne uge.

Derudover lovede han, at der vanker bøder til alle, der ikke efterlever reglerne.

Mykonos and Ios er bare "ét skridt" fra flere restriktioner, mens situationen på Zakynthos, Tinos, Lefkada, Santorini, Paros og Rhodos er bekymrende.

- Politiet er meget aktive og er blevet sendt afsted for at opretholde loven, sagde han.

I Grækenland er godt 485.000 blevet smittet med coronavirus, og knap 13.000 er døde med den.