Coronavirus

Delta-varianten spreder sig så nemt som skoldkopper, viser rapport fra USA

"Folk skal forstå, at det ikke bare er os, der råber "ulven kommer". Det her er alvorligt", siger amerikansk sundhedschef.

Delta-varianten er meget mere smitsom, bedre til at bryde gennem vaccinernes skjold og kan forårsage langt mere alvorlig sygdom and nogen af de andre kendte coronavarianter - og det er bekymrende.

Sådan lyder advarslen fra det amerikanske Center for Sygdomskontrol- og Forebyggelse (CDC) i nye dokumenter, som Washington Post, CNN og New York Times har set.

For Delta-varianten er lige så smitsom som skoldkopper og mere smitsom end de virusser, der forårsager SARS, MERS og ebola.

Delta er en meget alvorlig trussel, der skal handles over for nu

Rochelle P. Walensky, direktør i Center for Sygdomskontrol- og Forebyggelse (CDC)

CDC har regnet sig frem til, at enhver, der er smittet med Delta-varianten, i gennemsnit smitter otte-ni andre mennesker. Med den oprindelige variant smittede man en-to andre mennesker.

- Jeg tror, folk skal forstå, at det ikke bare er os, der råber "ulven kommer". Det her er alvorligt, siger CDC's direktør, Rochelle P. Walensky, til CNN.

- Der er ikke mange sygdomme, der har et kontakttal på otte eller ni. Det er en af de mest smitsomme virusser, vi kender. Mæslinger, skoldkopper... Den er helt deroppe.

I de interne dokumenter skriver CDC blandt andet, at man må "indse, at krigen er forandret".

For eksempel har vaccinerede mennesker smittet med Delta-varianten lige så meget virus i næsen og halsen som uvaccinerede.

Walensky kalder dog smitte spredt af vaccinerede mennesker for en sjælden begivenhed, mens andre eksperter mener, at det sker oftere, end myndighederne er klar over.

- Der skal handles nu

Dokumenterne dukker op, få dage efter at CDC lavede nye anbefalinger for brugen af mundbind i USA efter en stor stigning i smitten den seneste måned.

Fra denne uge anbefales det, at vaccinerede mennesker tager mundbind på, når de er inden for på offentlige steder i lokalsamfund, hvor smitten er høj.

Men i dokumenterne er der takter, der peger på, at den anbefaling allerede nu ikke anses for nok.

For CDC's data peger på, at vaccinerede mennesker bør tage mundbind på alle steder, der er inden døre - også selvom smitten er lav. Det gælder især, hvis de er sammen med børn, gamle mennesker og mennesker med svage immunforsvar.

- Delta er en meget alvorlig trussel, der skal handles over for nu, siger direktør Rochelle P. Walensky til New York Times.

I forlængelse af det bør alle studerende, ansatte og besøgende på landets skoler have mundbind på, når skolerne starter op efter ferien igen, lyder det.

Genindførelse af mundbindskrav er ikke noget, vi overvejer

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

For en smittet med Delta-varianten har tusind gange mere virus i kroppen end en smittet med den oprindelige coronavirusvariant.

- De foranstaltninger, vi skal bruge for at få det under kontrol, er ekstreme, siger Rochelle P. Walensky til CNN.

Ikke mere brug af mundbind i Danmark

Selvom bekymringen vokser i USA, tager den danske sundhedsstyrelse det med ro herhjemme.

- Som det ser ud i Danmark netop nu, er genindførelse af mundbindskrav ikke noget, vi overvejer, siger Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, til TV 2.

- Det, vi holder meget øje med fremadrettet, er gennembrudsinfektioner (dem, hvor man smittes, selvom man er fuldt vaccineret, red.), og hvordan epidemien i Danmark udvikler sig blandt uvaccinerede.

I Danmark er blot 0,1 procent af de fuldt vaccinerede i Danmark blevet smittet med covid-19, viser et nyt studie fra Statens Serum Institut. Flere end hver femte smittede med Delta-varianten i Danmark er blevet smittet efter at have fået første vaccinationsstik.

"Jorden er ikke ved at gå under"

Trods de dystre dokumenter fra USA er CDC sikre på én ting: Vaccinerne virker, for de forhindrer alvorlig sygdom og død.

Og det er der enighed om blandt eksperter i USA.

- Overordnet set er Delta den bekymrende variant, vi allerede vidste, den var. Men Jorden er ikke ved at gå under, og vaccinationer beskytter stadig godt mod de værste konsekvenser, siger John Moore, der er virolog på medicinuddannelsen på Cornell Universitetet i New York, til New York Times.

Det ventes, at CDC offentliggør flere detaljer om sin viden om Delta-varianten fredag.