Techgiganter indfører vaccinekrav for ansatte i USA
Google oplyser til TV 2, at kravet om vaccination på nuværende tidspunkt ikke gælder for virksomhedens ansatte i Danmark.
Techgiganterne Google og Facebook indfører vaccinekrav for deres ansatte i USA, hvis de skal møde op på arbejde.
Googles vaccinekrav vil træde i kraft i USA inden for de kommende uger og vil blive bredt ud til ansatte i andre lande inden for de kommende måneder.
Google-chef Sundar Pichai oplyser i en meddelelse til medarbejderne, at ”alle, som møder ind for at arbejde på vores område skal være vaccineret”.
Gælder ikke Danmark
Sundar Pichai tilføjer, at tiltagene vil variere i henhold til lokale regler og restriktioner – og at påbuddet kun vil gælde i områder, hvor vacciner er bredt tilgængelige.
Ansatte hos Google kan dog søge om tilladelse til at arbejde hjemme indtil udgangen af 2021, skriver BBC.
Samtidig udskyder techgiganten en total genåbning af firmaets filialer fra 1. september til 18. oktober på grund af den smitsomme Delta-variants fremmarch.
TV 2 har været i kontakt med Google Danmark, der siger, at kravet om vaccination ikke på nuværende tidspunkt gælder for virksomhedens ansatte herhjemme.
Facebook og Netflix med samme tiltag
Facebook annoncerede samme vaccinationskrav for deres ansatte i USA kort tid efter Google, mens streamingtjenesten Netflix er fulgt i samme fodspor.
Her vil man pålægge sine ansatte på en række filmhold at blive vaccineret mod covid-19. Det skriver mediet The Verge.
Tiltagene kommer, efter USA's to største byer, New York og Los Angeles, har indført krav om vaccination eller ugentlige tests for offentligt ansatte.
Senere torsdag ventes præsident Joe Biden at indføre samme regler for statslige ansatte på føderalt niveau.
I en meddelelse fra Det Hvide Hus hedder det:
- Flere vaccinationer og brug af mundbind i de områder, der er mest påvirket af Delta-varianten, vil gøre det muligt for os at undgå den slags nedlukninger, skolelukninger og forstyrrelser, som vi stod over for i 2020.
Vaccinerede opfordres til mundbind
Sundhedsmyndighederne i USA har netop ændret anbefalingerne, så færdigvaccinerede nu også rådes til at bære mundbind for at beskytte sig selv mod Delta-varianten.
Godt 163 millioner færdigvaccinerede amerikanere opfordres dermed til at bære mundbind indendørs, hvis de opholder sig i områder med "høj" eller "betydelig" smittespredning.
Derudover skal elever, ansatte og besøgende på skoler bære mundbind, når eleverne til efteråret efter planen vender tilbage til normal klasseundervisning.
USA's ledende statsepidemiolog, Anthony Fauci, advarer om, at pandemien igen er ved at stramme sit greb om landet.
Også han peger på stigende smitte med Delta-varianten som den altoverskyggende trussel.