Udland

Undersøgelse af stormløbet på Kongressen splitter republikanerne

Trump-modstandere, trumpister og det store tavse flertal af republikanere er uenige om undersøgelsens vigtighed, siger USA-kommentator.

I USA indleder en kommission i Repræsentanternes Hus tirsdag undersøgelsen af, hvad der skete, da en menneskemængde angreb kongresbygningen i Washington D.C. 6. januar.

Fem personer mistede livet, da tilhængere af daværende præsident Donald Trump stormede Kongressen.

Tirsdag vil flere politifolk afgive vidneudsagn om, hvordan de oplevede hændelserne.

På forhånd har størstedelen af republikanerne boykottet undersøgelsen, fordi demokraterne har afvist deres bud på medlemmer af kommissionen.

Republikaner: Min pligt

Enkelte Trump-kritiske republikanere deltager dog i arbejdet. En af dem er republikaneren Adam Kinzinger, som er medlem af Repræsentanternes Hus.

Enkelte Trump-kritiske republikanere deltager dog i arbejdet.

En af dem er republikaneren Adam Kinzinger, som er medlem af Repræsentanternes Hus.

- Det her handler om at finde sandheden og svarene. Den demokratiske proces kræver det. Alt for længe har vi fortrængt, hvad der skete 6. januar. Præsident Trump sagde selv, at det var en dag, vi ville huske for altid. Men det føles, som om vi prøver at glemme, siger han.

Adam Kinzinger tilføjer, at han ikke havde forventet at stå i en situation, hvor en kommission nu skal undersøge stormløbet på Kongressen:

- Men fordi det er min pligt at gøre det, og vi skal til bunds i det, er jeg fast besluttet på at gøre det. Vi forfølger kendsgerningerne og får de nødvendige svar, fordi amerikanerne fortjener sandheden.

Undersøgelse splitter republikanerne

Undersøgelsen af stormløbet på Kongressen deler det republikanske parti i tre fløje. Det siger USA-kommentator Torsten Jansen til TV 2:

- Der er den her fløj med Adam Kinzinger i spidsen, der er i mindretal. Han føler, at han er moralsk forpligtet til at bryde med sit parti og sige sandheden. Så er der den modsatte fløj med de ægte trumpister. En del af deres politiske karriere har været bygget op ligesom Trumps – på systematiske løgne og dyrkelse af konspirationsteorier. Det er modpolen.

Mellem de to poler er der et stort tavst flertal, som ikke siger noget. Som ikke tør at gå ud offentligt og tale imod Trump, fordi han stadig har en magtposition. Det er blandt andre senatslederen Mitch McConnell, som ikke har støttet Trump, siden han tabte valget, lyder det fra Torsten Jansen:

- Men den fløj har af politiske årsager, og fordi de gerne selv vil overleve politisk, valgt ikke at tage afstand fra det, der skete 6. januar.

Stormløbet på Kongressen

I alt har de amerikanske myndigheder fængslet flere end 535 personer for stormløbet mod Kongressen, som ifølge flere blev antændt af daværende præsident Donald Trump, der kort forinden holdt en tale omtrent tre kilometer fra kongresbygningen.

Her nægtede Donald Trump at anerkende valgresultatet, ligesom han rettede skyts mod sin tidligere vicepræsident Mike Pence, der ikke ville bakke op om Donald Trumps ønske om at omstøde valgresultatet.

Efter Trumps tale gik Trump-tilhængere i samlet flok ad Pennsylvania Avenue mod Kongressen, hvor en stor del af dem havde held med at bryde ind.

For første gang siden 1814, hvor britiske tropper indtog den amerikanske kongres, var der nu fyldt med folk, som ikke skulle være der.

Et sparsomt udstyret kongrespoliti kunne blot se til, mens masser af Trump-tilhængere fyldte de magtfulde haller, besatte magtfulde senatorers kontorer og forsøgte at stjæle Kongressens talerstol.

Ifølge de amerikanske myndigheder har omtrent 20 personer indtil videre erklæret sig skyldige i anklager i forbindelse med stormen mod Kongressen.