Udland

Prisen på kaffe stiger drastisk efter brasiliansk frost

En ringe høst i Brasilien sidste år er en af årsagerne til, at prisen på kaffebønner er højere end i mange år.

Prisen på kaffebønner er eksploderet til det højeste niveau i årevis.

Det er blandt andet en konsekvens af, at høsten i Brasilien sidste år var plaget af temperaturer under frysepunktet.

Den populære arabicakaffe, der er en af Brasiliens største eksportvarer, steg fredag på et tidspunkt til en pris på 2,10 dollars per pund. Det svarer til en kilopris på 4,62 dollars – godt 29 kroner.

Det er den højeste pris siden 2014 og en stigning på 60 procent siden januar.

Adskillige grunde

Robustakaffe, der er af lavere kvalitet end arabicakaffe, er steget med 40 procent i år til højeste prisniveau siden oktober 2017.

- Der er adskillige grunde til de enorme stigninger i kaffepriserne, siger Carlos Mera, der er analytiker ved Rabobank.

Foruden lave temperaturer i Brasilien peger han på høje transportpriser og uro i Colombia som mulige forklaringer på de højere kaffepriser. Colombia er verdens tredjestørste kaffeproducent.