Udland

Dele af London er oversvømmet efter voldsomt uvejr

Ifølge britiske meteorologer kan der falde op mod 100 millimeter regn - det dobbelte af julis gennemsnit.

Busser og biler står forladte i vandmasser i den britiske hovedstad, London, efter at et voldsomt tordenvejr søndag har ramt byen og skabt oversvømmelser mange steder.

Landets meteorologiske tjeneste, Met Office, advarer om, at der nogle steder kan falde op til 100 millimeter regn eller næsten det dobbelte af gennemsnittet for juli måned. Det rapporterer AFP.

På de sociale medier dukker der videoer op, som viser biler, der er delvist oversvømmede.

Der ventes mere kraftig regn. Et uvejr med torden ruller ind over det sydøstlige England i flere omgange, og Met Office har udsendt et varsel om uvejr hen over London og omegn frem til klokken 20 dansk tid.

Brandvæsen modtager hundredevis af opkald

Det voldsomme vejr afløser en periode med hedebølge i Storbritannien. Årsagen til skiftet er lavtryk, der presser sig på.

- Dette mere urolige vejr indebærer en risiko for tropiske regnskyl og oversvømmelser i nogle områder, lyder det fra meteorologen Frank Saunders fra Met Office.

Londons brandvæsen oplyser til BBC, at det har modtaget hundredvis af opkald fra bekymrede borgere. Men indtil nu har der ikke været meldinger om, at folks liv skulle være i fare.

- Det handler hovedsageligt om oversvømmede kældre og gader, lyder det.

Uvejret i England kommer efter en periode med uvejr over det vestlige Europa, som har ført til omfattende oversvømmelser I Tyskland, Belgien og Holland. Over 200 er fundet omkommet, og der savnes fortsat mange mennesker.