Tv-vært afsløret i at smøre sig ind i mudder inden udsendelse fra katastroferamt by

Den tyske journalist undskylder nu på sociale medier, hvor hun kalder sin beslutning for en "alvorlig fejl".

Den tyske tv-vært Susanna Ohlen er blevet suspenderet af sin arbejdsgiver, tv-kanalen RTL.

Årsagen er en situation tidligere på ugen, hvor hun i programmet 'God morgen, Tyskland' rapporterede fra et af de områder i landet, der har været ramt af voldsomme oversvømmelser.

Her var den 39-årige morgenvært direkte med fra Bad Münstereifel i delstaten Nordrhein-Westfalen.

For rullende kamera forklarede journalisten, at hun ikke kun var taget til den tyske by for at rapportere om ødelæggelserne. Hun var der også for at hjælpe med oprydningsarbejdet, sagde hun og løftede en skovl.

På skærmen stod journalisten tituleret som "frivillig hjælper", og Susanna Ohlen lignede da også en, der havde været i arbejde med sit beskidte tøj.

Men efterfølgende er et videoklip dukket op, som har sat spørgsmålstegn ved hendes fortælling.

Smurte sig ind i mudder

En privatperson, der befandt sig i en af bygningerne bag Susanna Ohlen og hendes kamerahold, havde i skjul filmet den tyske journalist.

Videoen er optaget, kort før hun går på skærmen, og viser, hvordan hun ad flere omgange dukkede sig ned for at samle mudder op og smøre det på sit tøj og sin hat.

Klippet gik hurtigt viralt på de sociale medier, hvor det er set flere hundredetusinde gange.

Derfor gik der heller ikke længe, inden arbejdsgiveren RTL reagerede og sendte hende på orlov.

- Vores reporters handlinger går tydeligt imod de journalistiske principper og vores egne standarder, forklarer en talskvinde fra RTL ifølge Deutsche Welle.

Derudover er en artikel med Susanna Ohlen på RTL's hjemmeside nu blevet slettet. Artiklen havde overskriften "Oprydning efter oversvømmelserne: RTL-vært giver en hånd med i Bad Münstereifel".

Som journalist burde jeg aldrig have gjort det

Susanna Ohlen, journalist

Journalist undskylder

Susanna Ohlen har selv kommenteret miseren på sine sociale medier, hvor hun kalder det en "alvorlig fejl" at smøre mudder på sit tøj, inden hun rapporterede fra det hårdt ramte område.

- Som journalist burde jeg aldrig have gjort det. Som en person, der lader lidelsen fra alle de berørte gå i hjertet på mig, skete det for mig. Undskyld, skriver hun.

Hun fastholder, at hun som privatperson havde hjulpet til i området i de foregående dage, men at hun "skammede sig over at stå foran kameraet i rent tøj foran de andre nødhjælpsarbejdere".

- Derfor valgte jeg, uden at tænke over det, at smøre mudder på mit tøj, skriver Susanna Ohlen.

170 er bekræftet døde

Det var kraftig regn, som onsdag i sidste uge satte gang i oversvømmelserne i det vestlige Europa.

Oversvømmelserne er de værste i Tyskland i nyere tid og ramte særligt hårdt i de to vestlige delstater Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen.

De enorme vandmasser væltede og ødelagde huse, træer, biler, broer og veje.

Foreløbig har mindst 170 personer mistet livet i Tyskland, mens 31 er bekræftet døde i Belgien.