Udland

Mens dødstallet stiger i oversvømmet millionby, venter familier på nyt om savnede

Mange indbyggere forsøger fortsat at komme i kontakt med savnede familiemedlemmer, efter millionby fik mere end et års regn på få dage.

Dødstallet efter massive oversvømmelser i den kinesiske millionby Zhengzhou er steget til 51.

Det oplyser de lokale katastrofemyndigheder fredag ifølge det kinesiske medie CGTN.

Tidligere lød tallet på 33 døde.

Siden den enorme mængde regn begyndte at falde i weekenden, har vandmasserne haft konsekvenser for flere end tre millioner mennesker i Henan-provinsen, heriblandt de over 250.000 indbyggere, som har måttet forlade deres hjem.

Mange leder fortsat efter pårørende, som de ikke har været i kontakt med, siden oversvømmelserne ramte området.

Den kinesiske avis The Paper offentliggjorde torsdag en liste med folk, der søgte efter pårørende. Blandt de savnede er den 12-årige Yan Yichen fra Gongyi, der fortalte sin familie, at han var nysgerrig på vandmasserne og gik ud for at se nærmere på dem.

- Han kom aldrig tilbage, siger hans bedstemor Cui Yuncai til New York Times.

Pårørende holder håbet oppe

Mange andre har lignende fortællinger.

En kvinde siger, at hun sammen med sin familie kravlede op på taget af deres hus, da vandet tirsdag kom gennem døren. Herfra så de tre personer - en butiksejer og to kunder - blive revet væk af vandet. Siden da er ingen af de tre blevet set.

En mand fortæller, at han fortsat leder efter sin far og fire andre familiemedlemmer. Han håber, at de måske er strandet et sted uden elektricitet, og at de derfor ikke har kunnet få strøm på deres mobiltelefoner og give lyd fra sig.

Det samme håber Liu Dan, der ikke har været i kontakt med sin mand siden tirsdag aften. Sammen har de to børn og et tredje på vej.

- Han sendte mig en besked om eftermiddagen og spurgte, hvordan vi havde det. Jeg svarede, at vi var ok, og så hørte jeg aldrig fra ham igen. Siden da har hans telefon været slukket, så nu venter vi bare. Der er gået 48 timer nu. Jeg tror stadig, at der er håb. Han er ikke den uansvarlige type, siger hun til New York Times.

Et års regn på få dage

Zhengzhou har fået de største regnmængder i 60 år, og fra lørdag og fire dage frem faldt der mere regn i området end på et gennemsnitligt år.

- Det er ekstremt alvorligt, siger en talsperson fra Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) til South China Morning Post.

Den gennemsnitlige nedbør i byen er 641 millimeter årligt, og den grænse blev nået onsdag. Da regnen var mest intens, faldt der i Zhengzhou 200 millimeter nedbør på blot en time.

Oversvømmelserne kom derfor meget hurtigt, og blandt de omkomne er 12 personer, som blev fanget, da byens metro blev oversvømmet.

Skaderne efter vandmasserne løber ifølge de seneste opgørelser foreløbigt op i et beløb svarende til cirka 64 milliarder danske kroner.

Ny kraftig regn på vej til Kina

Mens vandstanden er begyndt at falde, fortsætter arbejdet fredag med at komme strandede indbyggere til undsætning og bringe mad ud til dem, der stadig er fanget.

Til arbejdet bruger redningsfolkene både gummigeder, gummibåde og selvkonstruerede tømmerflåder for at komme frem, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En af de frivillige, Li Kui, fortæller, at der er stor efterspørgsel på basisvarer og mad, og at arbejdet foregår nærmest uafbrudt fra klokken otte om morgenen til to om natten.

- Så ja, vi er udmattede, men i forhold til dem, der er fanget inde i bygningerne, har de det formentlig endnu værre, siger han.

Mens regnen i Zhengzhou det seneste døgn er stilnet af, viser prognoserne, at andre dele af Henan-provinsen vil få tung regn i løbet af fredagen.

I weekenden forventes tyfonen In-fa at gå i land i det østlige Kina, og ifølge South China Morning Post advarer prognoserne om, at der fra lørdag til mandag kan falde op mod 300 millimeter regn i nogle områder.

Det gælder Zhejiang, Shanghai, det sydlige Jiangsu samt sydøstlige Anhui.