'Pingdemi' har ramt England og efterladt butikker med tomme hylder
Antallet af briter i selvisolation er nu så stort, at det har konsekvenser for supermarkeder, politiet, postvæsen og afhentningen af skrald.
Mandag 19. juli skulle have markeret den store genåbning i Storbritannien efter en lang coronanedlukning.
Men for titusindvis af briter er oplevelsen en helt anden.
De sidder i selvisolation derhjemme som nærkontakt til en af de mange smittede i den tredje smittebølge, der har ramt landet efter Delta-variantens indtog.
En stor del af dem er blevet "pinget" af sundhedsmyndighedernes smittesporingsapp.
"Pingdemien", som situationen bliver kaldt, har medført store problemer i vigtige brancher, fordi ansatte i hobetal må blive hjemme i selvisolation – selv hvis de er færdigvaccineret.
Supermarkeder, tankstationer, politiet og postvæsnet er bare nogle af de områder, som i øjeblikket er ramt.
Andrew Opie, der er direktør for fødevarer og bæredygtighed i den britiske brancheorganisation for detailvirksomheder, efterlyser nu politisk handling.
- Den igangværende "pingdemi" lægger et fortsat stigende pres på butikkernes evne til at fastholde åbningstider og at få varer på hylderne. Regeringen må handle hurtigt, siger han til The Guardian.
Løber tør for varer
Historien er torsdag forsidestof på adskillige store britiske aviser, der bringer billeder af tomme eller halvtomme butikshylder.
Både The Sun, The Mirror, Daily Mail, The Telegraph, The Times, Daily Express og Daily Star har "pingdemiens" konsekvenser på forsiden.
Supermarkedskæden Iceland oplyser ifølge BBC, at omkring 1000 ansatte – svarende til næsten fire procent af medarbejderne – i øjeblikket er fraværende af coronarelaterede årsager.
64 procent af dem fordi de er blevet "pinget" i smittesporingsappen.
Som konsekvens har Iceland-kæden været tvunget til at reducere åbningstiden i nogle butikker, mens man i Bedford og Trafford midlertidigt har måttet lukke.
Ifølge The Telegraph er der meldinger om tomme hylder i dele af Bristol, Cambridge og Southampton for nogle basisvarer som brød, kød, frugt og grøntsager.
Kæden Tesco oplyser til The Guardian, at de er løbet tør for kildevand i varehusene, mens Co-op siger, at "en stor del" af deres butikker har oplevet problemer som følge af covid-19 eller isolation hos ansatte.
- Det har en kortvarig, men markant betydning, og det har påvirket vores evne til at få forsyninger i butikkerne. Problemerne påvirker størstedelen af Co-op-butikkerne, siger en talsmand.
Mange brancher påvirket
Foruden supermarkedernes egne ansatte er butikkerne ramt på forsyningsvejene.
En allerede eksisterende mangel på lastbilchauffører er ifølge The Telegraph blevet kraftigt forværret på grund af de mange tilfælde af selvisolation.
Derudover oplyser brancheforeningen for kødindustrien til BBC, at nogle af dens medlemmer i øjeblikket oplever, at mellem 5 og 10 procent af de ansatte er blevet "pinget" af smittesporingsappen.
Nogle steder advarer politiet om, at der kan være længere svartider på grund af bemandingen, mens det britiske postselskab har varslet forsinkelser i ti områder i England.
Onsdag oplyste tankstationskæden BP, at manglen på chauffører har ført til, at nogle tankstationer vil opleve mangel på benzin.
Flere steder i England er man blevet nødt til at indstille afhentningen af skrald, fordi ansatte er i selvisolation, skriver BBC.
Regeringen opfordrer til isolation
Under de nuværende isolationsregler i England skal alle gå i selvisolation i ti dage, hvis de er nærkontakt til en person, som testes positiv.
Det gælder, uanset om man har modtaget begge sine vaccinedoser. Det er nemlig ikke en garanti for, at man ikke kan være smittet og bringe smitten videre.
Hvis man af sundhedsmyndighedernes smitteopsporing bliver bedt om at isolere sig, er man ifølge BBC forpligtet til at gøre det. Bliver man "pinget" af smittesporingsappen, er det kun en anbefaling.
Den britiske regering har dog sagt, at det er afgørende, at folk går i isolation, hvis man skal stoppe smittespredningen.
Johnson ikke klar til lempelser
Tidligere på ugen meddelte regeringen, at en meget lille gruppe af færdigvaccinerede personer i kritiske funktioner, for eksempel i sundhedssektoren, kan få lov at fortsætte i deres job, selvom de er nærkontakt.
Men premierminister Boris Johnson vil ikke udvide ordningen for bredt, da isolation er afgørende for at bremse smitten.
- Det er et af de eneste skud, vi har tilbage i bøssen, sagde han ifølge Financial Times.
Johnson måtte i weekenden selv gå i isolation som nærkontakt til landets sundshedsminister, der var testet positiv.
Ifølge regeringen er det nødvendigt at fastholde de nuværende regler mere eller mindre uændrede frem til 16. august.
Herefter vil færdigvaccinerede og personer under 18 år kunne undgå selvisolation ved at tage en daglig coronatest.