Det sidste julebillede, Unni har af hende og Andrine sammen, er fra 2010. Andrine elskede jul og glædede sig til året, der skulle komme.
Udland

Mor skriver brev til sin dræbte datter: - Det sværeste var at pakke dit værelse ned

Andrine Bakkene Espeland var med på Utøyas sommerlejr i 2011. Ti år efter datterens død har Unni Espeland Markussen skrevet et brev til hende.

Dette er et brev fra Unni Espeland Markussen til Andrine, hendes yngste datter og elskede efternøler. Andrine blev dræbt med tre skud som den allersidste på Utøya 22. juli 2011. Det var efter, at politiet omsider var gået i land på øen. Andrine Bakkene Espeland blev 16 år gammel.

Det sværeste var at pakke dit værelse ned

Min kære Andrine

I de sidste ti år har jeg skrevet mange breve til dig. Breve, jeg aldrig har sat frimærke på og puttet i en postkasse. Det er breve, jeg har skrevet, fordi jeg trængte til at tale med dig. Breve skrevet fra mit hjerte til dig. Hvis din sjæl lever videre et sted, så kender du hvert eneste brev og de tanker, jeg har delt med dig. Jeg finder trøst i det.

I dag sad jeg på den solfyldte veranda i min nye lejlighed. Her har jeg boet i to måneder. Det sværeste var at pakke dit værelse ned. Dit værelse, der næsten stod, som da du boede der. Men vi har brugt dit værelse, Andrine. Vi har brugt det som kontor, gæster har sovet der og børnebørnene. De tre dejlige børn, som du er tante til, har leget og sovet der. Det har været et levende værelse!

Dine søstre hjalp mig med at rydde dine ting væk. En dag, jeg kom hjem fra arbejde, var de begyndt, og jeg blev ‘kastet’ ind i det. Vi havde en fin og vemodig eftermiddag sammen. Vi mindedes, vi lo, og vi fældede tårer. Ting, du havde skrevet, blev læst op, og da hørte vi din stemme. Du var der sammen med os. Det er du altid. Vi taler ofte om dig, og de små spørger til dig. Du vil aldrig blive glemt.

Du var så levende og glad, og du var på vej til sommerens største eventyr sammen med alle dem, du følte et stort fællesskab med

20. juli er det ti år siden, jeg krammede dig for sidste gang. Ti år siden jeg så dig glad og forventningsfuld løbe dine venner fra AUF i møde. Mod bussen, som skulle køre jer til Utøya. Jeg husker din hestehale svinge lykkelig, idet du og vennerne løb over vejen til kiosken for at købe lækkerier til turen. Det var det sidste, jeg så af dig. Du var så levende og glad, og du var på vej til sommerens største eventyr sammen med alle dem, du følte et stort fællesskab med.

Sammen med dem, du kunne diskutere uretfærdighed, klasseskel og racisme med, tale om at tage vare på de, der trænger lidt ekstra, alt du brændte for. Dem, du kunne grine, danse, lave sjov og fjolle med. Måske også kigge lidt efter drengene. Du var engageret, du var i færd med at løsrive dig fra mig og blive en voksen kvinde. Jeg kunne se konturerne af hende, du ville blive. Det er jeg taknemmelig for, min kære pige.

Ti år er lang tid, men i hjertet er det ikke længe. Jeg husker, hvordan det var at miste dig i mindste detalje. Jeg husker, hvordan jeg blev helt kold indvendig og varm udenpå. Jeg husker, at fremtiden sluttede. Jeg husker, at jeg kun klarede at eksistere. Den dag føltes det som om, jeg også mistede mig selv. Hver dag siden har jeg brugt på at bygge et nyt liv. Et liv, hvor du stadig bor i mit hjerte, men hvor jeg må leve sammen med vores familie, mine venner og i samfundet omkring mig.

Du følte omsorg for dem, der havde det svært i samfundet

Du ved, at det har været vigtigt for mig at klare at arbejde, men at det blev for vanskeligt at blive i jobbet som undervisningsinspektør på den samme skole, som du og dine søstre gik på. Det var som om, at mit gamle liv var der, og det fandtes jo ikke længere. Arbejdsopgaverne var også for krævende, efter min koncentration blev svækket.

Min kære Andrine, du blev inspirationen til et nyt valg af karriere. Du følte omsorg for dem, der havde det svært i samfundet, og du voksede op i et flerkulturelt nærmiljø. I din verden tænkte du aldrig på forskellige hudfarver og religioner. Du grinede af mig, første gang jeg skulle spise med pinde. "Jamen mor, du gør bare sådan her" og viste mig hvordan, det skulle gøres. Du havde jo spist utallige middage hos din vietnamesiske veninde. Dine venner havde baggrunde fra mange lande.

Mange gange følte jeg, at du nikkede fra der, hvor du er

I 2015-2016 kom der mange uledsagede flygtningebørn til vores land. Vores kommune oprettede flere boliger, hvor de skulle bo. Jeg var så heldig at blive leder i et af disse huse. Da følte jeg, at jeg gjorde noget vigtigt og meningsfuldt. Mange gange følte jeg, at du nikkede fra der, hvor du er og sagde:

"Mor, det er så godt, det du gør! Det er godt, fordi du er med til at give disse unge en fremtid. Jeg hepper på dig!"

I dag er disse unge i gang med en uddannelse, og de har arbejdet hårdt for at nå dertil. Jeg er så stolt af hver eneste en af dem, og jeg er så glad for, at jeg har fået lov at være en del af deres liv. At jeg har været med til at give dem tryghed, at tro på sig selv og en tro på, at de har en fremtid.

I dag arbejder jeg i en børnehave blandt de allermindste. Du var så glad for børn, og mange gange sagde du, at du havde lyst til at få børn tidligt. Jeg glæder mig til at gå på arbejde hver dag og blive mødt af de små, som krammer mig. Jeg er glad for, at jeg er blandt de voksne, som er sammen med dem hver dag.

Unge fra hele landet kommer der og lærer om demokrati. Det er et smukt mindested

Tiden efter, du blev dræbt, har ikke kun handlet om at sørge. Af og til har det føltes som om, jeg ikke har fået tid til bare at være din mor og være i sorg. Det handler om mig selv, fordi jeg engagerer mig. Så hører jeg også din stemme, kære Andrine:

"Mor, jeg ønsker, at du skal være engageret, for så kender jeg dig igen. Så er du den mor, jeg kender."

Jeg har engageret mig i, at Utøya skulle bygges op på ny, fordi jeg mente, det var det eneste rigtige. Mange mente noget andet. Men i dag lever øen! Der er bygget et læringscenter, og de har taget vare på minderne. Unge fra hele landet kommer der og lærer om demokrati. Det er et smukt mindested. En ring af stål, hvor alle jeres navne står, og hvor der bliver flettet en blomst ind i navnet de dage, I har fødselsdag. Der er plantet blomster, som tiltrækker sommerfugle. Det er så smukt. Du ville have elsket det!

For mig er det vigtigt at sætte ord på det, der er vanskeligt

Jeg har engageret mig i at være tidsvidne på 22. juli-centeret i Oslo, hvor skoleklasser kan komme og lære om ekstremisme, hvad der skete den dag for ti år siden. Der bliver talt om, hvordan det kunne ske, og hvad der skal til, så det ikke sker igen.

Jeg har engageret mig i at holde foredrag om, hvordan det er at være i en stor krise, og hvordan det er at leve videre efter. For politiet, for de, der arbejder i beredskabet, for højskoler, kriseteams og mange andre.

Jeg har også skrevet en del om det, for jeg har den erfaring og tænker, at det er vigtigt at dele med dem, som skal arbejde med andre, der oplever det værste i deres liv. For mig er det vigtigt at sætte ord på det, der er vanskeligt. På den måde bliver det mindre farligt, og flere kan forstå.

Jeg savner sms’erne, du plejede at sende til mig om aftenen, når vi ikke var sammen

Husker du alle vores samtaler på sengekanten, min kære Andrine? Vi talte om alt. Der fortalte du mig om dine dybeste tanker. Der bad du om råd og vejledning. Der kunne du også tage det op, du var misfornøjet med, når det gjaldt mig. Det er klart, at du ikke så mig som den perfekte mor hele tiden.

Ingen børn eller teenagere gør det, men du turde fortælle mig det, og det er jeg så taknemmelig for. Jeg savner sms’erne, du plejede at sende til mig om aftenen, når vi ikke var sammen. Der ønskede du mig en god nat og sagde, at du elskede mig. Sådan var det. Vi elskede hinanden højt, og der var ikke noget usagt mellem os. Det er jeg også taknemmelig for.

Jeg har engageret mig i at være leder for støttegruppen efter 22. juli i Østfold. Der er mange af dine venner, som overlevede, der har det vanskeligt. Sammen kan I, der blev ramt af terrorismen, være en støtte for hinanden og være med til at gøre hinanden stærke igen.

Vi bliver aldrig færdige med det, der skete den dag for ti år siden

Jo, min pige, vi har også haft det svært, og vi bliver aldrig færdige med det, der skete den dag for ti år siden, men vi klarer os ganske godt. Vi har forsonet os med det, der skete, og vi ønsker at leve gode liv. Vi vil aldrig tilgive terroristen. Jeg lover dig, at vi vil fortsætte med at tage vare på hinanden. At vi vil være så gode, vi kan, ved hinanden. Da var du altid gladest, når vi havde det fint som familie, kære du.

For et par år siden dræbte en ung mand sin stedsøster, som var af udenlandsk oprindelse, og gik til angreb på en moské i Oslo. Hans navn er Philip Manshaus. Jeg kunne ikke holde ud at se tv i dagene efter det. For mig blev han en kopi af Behring Breivik, som dræbte dig og 76 andre 22. juli 2011.

Jeg følte, jeg blev bange. Jeg blev bange, fordi Breiviks ideologi lever og fører til grusomme handlinger. Jeg er sikker på, at du som jeg ville ønske, at ekstremisme ville komme ordentligt på dagsordenen. At vi kan gøre det på en måde, som kan engagere ikke bare venstresiden i norsk politik, men at vi også får højresiden med.

Vi har en arv fra alle jer, der blev henrettet for jeres engagement

Min Andrine, vi har været for stille for længe! Vi har en arv fra alle jer, der blev henrettet for jeres engagement, for kampen om at få lov til at være den, du er, uanset køn, seksuel orientering, nationalitet, religion med mere. En arv, vi skal tage vare på. Du og alle de andre er ikke mere. Nu er det os, der lever, der må tage den kamp, I ikke nåede i jeres unge liv.

Du kom fra et hjem, hvor vi ofte diskuterede samfundsspørgsmål. Du voksede op i det. Fra du lærte at læse, fulgte du med i aviser og nyheder. Da du engagerede dig i AUF i januar 2011 kom du hjem fra et kursus og sagde: "Mor, det er som om, jeg er kommet hjem!"

Sådan var det 22. juli 2011. Du var akkurat der, hvor du skulle være. Ingen af jer var det forkerte sted, som jeg ellers har hørt folk sige. Nej, I var det helt rigtige sted. Det var terroristen, som var det forkerte sted.

22. juli i år vil alle dine nærmeste være på Utøya, kære du. Sidste år kunne vi ikke være der på grund af coronarestriktionerne. I år skal vi være der. Vi skal lægge blomster på stedet, hvor du blev dræbt. Vi skal tænde lys. Dine nevø og dine niecer skal lege der. Vi skal mindes. Vi skal græde. Vi skal glæde os over de små. Vi skal hædre dig og alle de andre, som måtte dø for demokratiet, for engagementet, fordi I havde socialistiske tanker.

Vi skal aldrig glemme, min allerkæreste Andrine!

Du vil for altid være i hjertet hos os, som elsker dig. Du vil for altid være min yngste, smukke og engagerede datter. Jeg elsker dig!

De varmeste kram fra din mor, for altid.