Udland

Kvinde stak sin venstre hånd over øde grænse og fik bøde på 8000 kroner

Hun har dog valgt ikke at modtage bøden, hvorfor hun risikerer helt op til 19 dages fængsel.

I et af de allerfjerneste hjørner af den skandinaviske halvø, hvor Rusland, Norge og Finland mødes, gælder det om at holde armene for sig selv. Det erfarede en norsk kvinde for nylig.

Hun kom nemlig til at stikke sin venstre hånd - og ikke mere end det - over den russiske grænse. Og det koster hende nu en bøde på 8000 kroner.

Det skriver det norske medie VG.

Grænsen ligger ved den norske by Pasvik i Finnmarken, og her står en varde, som markerer grænsen.

På toppen af varden står der ifølge VG en hjertesten lige præcis midt på grænsen, og da kvinden var klatret op på varden, havde hun vovet sin venstre hånd rundt om hjertestenen.

- Ret strenge regler

Og så var hånden altså i Rusland. Hvor længe vides ikke.

Men det er ikke desto mindre ulovligt, står det foreskrevet i den norske "riksgrenselov", og således har kvinden modtaget en bøde på 8000 norske kroner fra de norske myndigheder.

Der er vældig mange turister, som ikke er klar over, hvor strenge reglerne er.

Lisa Moon Sneve, Politiadvokat i Finnmark

- Der er ret strenge regler, når det kommer til at krydse grænsen, siger politiadvokat i Finnmarks politidistrikt, Lisa Moon Sneve, til VG.

Godt nok er den omtalte grænse ganske øde, men der er overvågningskameraer på stedet, og det er givetvis et af disse, der har afsløret kvinden, skriver VG. Dette har politiet imidlertid ikke ønsket at be- eller afkræfte.

19 dage i fængsel

Kvinden har valgt ikke at tage imod bøden, og således skal sagen nu som udgangspunkt afgøres i en retssal til september.

Her må kvinden satse på, at hun bliver frikendt for forbrydelsen, der fandt sted i marts i år.

Bliver hun dømt, kan hun nemlig se frem til en bøde på 9600 norske kroner eller helt op til 19 dage i et norsk fængsel.

Ikke den første

Sagen kan virke en smule aparte i et nordisk land, men til VG siger Lisa Moon Sneve, at bøderne er så høje, fordi man fra norsk side vil forhindre, at folk krydser ind i Rusland uden de fornødne tilladelser.

- Der er vældig mange turister, som ikke er klar over, hvor strenge reglerne er, siger hun.

Hun tilføjer dog, at uvidenhed ikke er nogen undskyldning.