Udland

Beredskabschef om oversvømmelser: Mange af de savnede er nok døde

Dødstallet frygtes at stige i takt med oprydningsarbejdet efter de voldsomme oversvømmelser i det vestlige Europa.

Mange er fortsat savnede efter de katastrofale oversvømmelser, der ramte blandt andet Tyskland og Belgien i sidste uge.

En dansker er omkommet, og det samme er mindst 193 andre personer i Belgien og Tyskland, efter at de massive vandmasser overraskede mange byer. Derudover er flere hundrede stadig savnet.

Her ses billeder fra den tyske delstat Rheinland-Pfalz, som er et af de værst ramte områder:

De voldsomme mængder regn har forårsaget enorme skader på ejendomme, lukning af flere motorveje og masseevakueringer, fordi bygninger er i fare for at styrte sammen eller er uden strøm.

Oprydningsarbejdet er fortsat i fuld gang, mens myndighederne leder efter savnede i vand, mudder og ødelagte hjem.

Men politiet har varslet, at dødstallet med al sandsynlighed vil stige.

- Risikoen er meget stor for, at de savnede er omkommet, siger Lars Høg Schou, kolonnechef hos Beredskabsstyrelsen, til TV 2.

Overlevende skal findes i de første dage

Ved jordskælv kan man for eksempel finde overlevende i flere uger efter, hvis de ligger i et hulrum og har adgang til vand.

Men ved så voldsomme oversvømmelser, som vi har set den seneste uge, svinder håbet om at finde overlevende efter de første dage.

- Desværre er det sådan, at enten er hulrummende i husene fyldt op med mudder eller vand, husene er styrtet helt sammen, eller folk er ført med vandet. Så der er ikke de samme muligheder for at finde folk skjult i hulrum, siger Lars Høg Schou.

En mand står med hovedet i hænderne ved en bro Altenahr, efter at voldsomme oversvømmelser ramte det vestlige Tyskland.
Et af de mange kollapsede huse i Altenahr ved floden Ahr i det vestlige Tyskland.

Og eftersøgningen af de savnede kan tage lang tid. For vandmasserne kom med så stor kraft, at et menneske kan skylle meget langt væk.

- I Japan ledte man stadig efter omkomne i floder og rismarker et år efter tsunamien i 2011, siger han.

Ignorerede advarsler

I Tyskland snakker man nu om, hvordan det kunne gå så galt.

Med mindst 165 personer døde, ødelagte hjem og uoverskuelige skader på bygninger og veje har oversvømmelserne i Tyskland haft voldsommere konsekvenser end i de andre ramte lande.

Og særligt én står for skud: Den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, fra regeringspartiet CSU.

Den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, besøger Steinbach-dæmningen for at skabe sig et overblik over oversvømmelserne i Euskirchen i det vestlige Tyskland.

For der var masser af advarsler om det voldsomme vejr.

Flere end 25 gange inden oversvømmelserne begyndte, advarede EFAS om, at noget var på vej, skriver CNN. Men det lader til, at advarslerne aldrig landede på det rette bord.

Enten er meteorologernes dystre advarsler ikke blevet taget alvorligt nok, eller også er de i hvert fald ikke nået videre til de relevante myndigheder – eller de tyske borgere for den sags skyld – i tide.

Derfor mener flere partier, at Horst Seehofer bærer et "direkte personligt ansvar" for katastrofen og bør gå af med det samme.

- Billedet viser en betydelig systemfejl, som den føderale indenrigsminister Seehofer bærer et direkte personligt ansvar for, siger Michael Theurer fra det liberale parti FDP.

Selv kalder Horst Seehofer beskyldningerne for "billig valgretorik".

- Vi kunne have forudset det her

Hannah Cloke, der er en af ophavskvinderne til det europæiske varslingssystem, siger i et interview med nyhedsbureauet Reuters også, at der er sket en fejl i enten systemet eller kommunikationen.

- Vi så de her informationer allerede i starten af sidste uge, og det så meget alvorligt ud. Vi kunne have forudset det her, så det undrer mig, at antallet af ødelæggelser og omkomne er så stort, siger hun.

En bil er havnet i klemme mellem et hus og et træ efter den voldsomme regn og oversvømmelser ved Aachen i det vestlige Tyskland.
Oprydningsarbejdet efter den voldsomme regn og oversvømmelser er stadig i fuld gang ved Aachen i det vestlige Tyskland.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel kalder oversvømmelserne for "frygtelige", og hendes regering har ifølge Bloomberg lovet, at der er "meget, der skal gøres og forbedres", når det kommer til varslingssystemer og forberedelse fremover.