Udland

To børn ramt af skud i Sverige, da de var ude at lege

Statsminister Stefan Löfven fordømmer skyderiet og vil styrke indsatsen mod det kriminelle miljø.

To små børn blev lørdag aften ramt af skud i et boligområde i Flemingsberg i det sydlige Stockholm. Det oplyser svensk politi.

De svenske medier Aftonbladet og Expressen skriver, at der er tale om en seksårig dreng og en femårig pige.

Børnene var ude at lege, da de ved 20-tiden blev ramt af skud i benene.

Søndag formiddag er meldingen, at begge børn meldes uden for livsfare, og at deres tilstand ikke er forværret over natten.

Intet tyder ifølge politiet på, at børnene var de tiltænkte mål for skyderiet. I stedet er teorien, at de var tilfældige forbipasserende.

Flere anholdt i nat

Ni personer er i løbet af natten og søndag morgen blevet anholdt i sagen, som formodes at have relation til det kriminelle miljø.

De anholdte er sigtet for at forårsage alvorlig legemsbeskadigelse og ulovlig våbenbesiddelse.

Politiet i Stockholm oplyser ikke noget om de anholdtes alder eller etnicitet, men bekræfter, at de har forbindelse til bandemiljøet.

Jeg bliver desperat og vred

Stefan Löfven, statsminister, Sverige

For bare to uger siden blev en bandeleder skudt og dræbt på en skole i samme område af Flemingsberg. Det er uvist, om lørdagens skyderi har relation til den episode.

Både Expressen og Aftonbladet citerer vidner for, at der inden skyderiet kunne høres et skænderi mellem flere personer på en gangbro, hvorefter der blev affyret skud.

Aftonbladet skriver, at børnene befandt sig på gangbroen, da de blev ramt af skud.

Fordømmelse fra Löfven

Lørdagens skyderi har også ført til forargelse og bekymring i Sverige, hvor statsminister Stefan Löfven søndag middag har reageret.

På Facebook skriver han, at han "bliver desperat og vred", når han hører om to børn, der bliver skudt i et boligområde i Stockholm.

- Denne hensynsløse vold, der skræmmer hele kvarterer, er forfærdelig. Brug af vold i et område, hvor børn opholder sig, viser en fuldstændig hensynsløshed. Alle børn har ret til et liv uden vold.

Statsministeren skriver videre, at regeringen nu vil sætte yderligere skub i arbejdet med at bekæmpe alvorlig kriminalitet.

Flere svenske partiledere er ligeledes kommet med skarpe reaktioner på lørdagens skyderi.

Alvorlige problemer med kriminelle

Sverige har i flere år haft store problemer med kriminelle bander, der bekriger hinanden, og det er ikke første gang, at uskyldige bliver fanget i krydsilden.

Sidste år blev en 12-årig pige skudt og dræbt i et drive-by-skyderi ved en tankstation i Norsborg syd for Stockholm. Hun var ifølge familien ude og lufte sin hund, da en eller flere gerningsmænd åbnede ild fra en bil, og pigen blev ramt af en vildfaren kugle.

Faktisk ligger Sverige helt i top på listen over flest skuddrab i Europa, viste en rapport fra det kriminalpræventive råd i Sverige for nylig.

En betydelig del af den organiserede kriminalitet i Sverige har forankring i det svenske indvandrermiljø. Den svenske vicerigspolitichef, Mats Löfving, pegede sidste år på, at omkring 40 indvandrerklaner sidder på magten.