Udland

Diplomater fra USA ramt af mystiske sygdomme i Wien

Over 20 personer fra USA's ambassade i Østrig har meldt om symptomer, der minder om Havana-syndromet.

Det amerikanske udenrigsministerium undersøger en række tilfælde af uforklarlige sygdomssymptomer hos diplomater og andre medarbejdere på USA's ambassade i Wien i Østrig.

Det skriver det britiske medie BBC.

Over 20 ambassadefolk har oplyst om symptomer, der minder om det såkaldte Havana-syndrom, siden Joe Biden blev indsat som USA's præsident i januar.

Lydangreb?

I 2016 begyndte amerikanske og canadiske diplomater, der var udsendt til Cubas hovedstad, Havana, at klage over en række symptomer som svimmelhed, tab af hørelse, søvnforstyrrelser og problemer med koncentration, hukommelse og balancen.

USA beskyldte Cuba for at have udført "lydangreb" mod diplomaterne. En påstand som på det kraftigste blev afvist af den cubanske regering.

De aktuelle sager fra Wien blev først omtalt i magasinet The New Yorker fredag, og er senere bekræftet af USA's udenrigsministerium, som siger, at sagerne "efterforskes grundigt".

Østrigs udenrigsministerium oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det "arbejder sammen med amerikanske myndigheder om at komme til bunds i dette".

Diplomater trukket hjem

I december sidste år skrev det amerikanske medie CNN, at en undersøgelse lavet af The National Academy of Sciences i USA konkluderede, at mikrobølger er den mest sandsynlige forklaring på, at diplomaterne i Havana blev syge.

Rapporten var bestilt af USA's regering.

I 2018 valgte daværende præsident Donald Trump at trække de amerikanske diplomater i Havana hjem. Det blev begrundet med, at de havde været genstand for "soniske angreb".

Ansatte på den canadiske ambassade i Cuba kom med lignende meldinger. Også de blev trukket hjem.

Og på det amerikanske konsulat i Guangzhou i Kina var der i 2017 lignende meldinger.

Undersøgelse indledt

- Overordnet ladet det til, at målrettet energi bestående af radiofrekvenser - især blandt de tilfælde med udprægede tidlige symptomer - er den mest sandsynlige mekanisme bag disse tilfælde, stod der ifølge CNN i rapporten.

Selv om "målrettede" bølger blev vurderet som den mest sandsynlige årsag, afholdt rapporten sig fra at konkludere, om der lå en bevidst handling bag.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, meddelte i juni, at en omfattende undersøgelse af årsagerne til de mystiske sygdomstilfælde er indledt.