Coronavirus

Britisk genåbning vækker bekymring - borgmestre og supermarkeder trodser Boris Johnson

Regeringen står fast på, at man er nødt til at genåbne samfundet, selvom Delta-varianten har fået smitten til at eksplodere i Storbritannien.

Mandag 19. juli 2021 er i England blevet døbt "Freedom Day" - Frihedsdagen.

Fra denne dag har premierminister Boris Johnson varslet fuld genåbning af samfundet, hvilket blandt andet betyder, at englænderne kan sige farvel til krav om social afstand, mundbind og hjemmearbejde.

Men ikke alle ser frem til den nyvundne frihed.

En række Labour-borgmestre har valgt at trodse regeringens lempelser og har bedt transportmyndighederne i deres lokalområder om at fastholde kravet om mundbind i den offentlige transport.

- Jeg er ikke klar til bare at se til og sætte indbyggerne i London og vores bys genoprejsning i fare, siger London-borgmester Sadiq Khan.

Flere af landets store supermarkedskæder er heller ikke trygge ved at sige farvel til alle restriktioner, og kæderne Tesco, Sainsbury's, Asda, Morrisons og Aldi har derfor meddelt, at de foretrækker, at deres personale og kunder fortsat bærer mundbind i butikkerne.

Advarer om "skræmmende" udvikling

En overvejende del af den britiske befolkning udtrykker ligeledes bekymring over den forestående genåbning.

I en ny meningsmåling fra YouGov svarer 60 procent af de adspurgte, at de er "rimelig" eller "meget" nervøse over udsigterne.

Bekymringen er ikke helt uden grund.

Mandagens lempelser sker nemlig, på trods af at Storbritannien i øjeblikket er et af de lande i verden, hvor smitten med covid-19 stiger allermest.

Fredag registrerede briterne over 50.000 nye smittetilfælde for første gang siden januar, og sundhedsminister Sajid Javid erkendte i sidste uge, at tallet meget vel kan runde 100.000 i løbet af sommeren. Selv er han lørdag testet positiv for coronavirus, og søndag måtte Boris Johnson gå i isolation som nær kontakt til ham,

Udviklingen i smitten har fået den britiske regerings ledende sundhedsrådgiver, Chris Whitty, til at advare om, at man kan stå over for en "skræmmende" stigning i smittetilfælde, hvilket igen kan føre til pres på landets sundhedsvæsen.

- Jeg tror ikke, at vi skal undervurdere det faktum, at vi overraskende hurtigt kan komme i problemer igen, siger han ifølge The Mirror.

Whitty forudser, at der kan blive behov for at indføre nye restriktioner allerede inden for de næste fem til otte uger.

Vacciner har haft effekt

Det er den ekstra smitsomme Delta-variant, som har medvirket til en ny, stor smittebølge i Storbritannien, og 1200 internationale forskere underskrev i denne uge et fælles brev, hvor de kalder beslutningen om at ophæve restriktioner i England for "et farligt og uetisk eksperiment".

I Nordirland, Wales og Skotland er de lokale politikere selv ansvarlige for sundhedspolitikken, og her har de valgt at ophæve de fleste restriktioner fra henholdsvis 26. juli, 7. august og 9. august.

Den britiske regering forklarer sin beslutning med, at man ikke kan forsvare fortsat at holde samfundet lukket, når alle indbyggere i Englands vaccinationsprogram fra 19. juli som minimum har fået tilbudt den første vaccine. Englænderne skal nu "lære at leve med virussen", siger Boris Johnson.

Derudover har vaccineudrulningen haft den betydning, at de britiske indlæggelses- og dødstal ikke er steget i takt med smittetallene, som det har været tilfældet under de tidligere smittebølger i landet.

Udelukker ikke nye restriktioner

Selvom indlæggelses- og dødstallene for covid-19 er relativt lave i den nye smittebølge, står regeringens sundhedsrådgiver, Chris Whitty, fast på sin bekymring.

Han siger, at man under en epidemi oplever enten en fordobling eller en halvering.

- Og denne epidemi fordobler. Den fordobler i smittetilfælde. Den fordobler i folk, der kommer på hospitalet, og den fordobler i dødstal, siger han ifølge The Mirror.

Ifølge Whitty er fordoblingstiden på indlæggelser i øjeblikket på omkring tre uger, og selvom tallene i sig selv er meget lavere end tidligere, er flere tusinde indlagte med covid-19 ikke uvæsentligt, mener den britiske professor.

Som svar på bekymringen siger regeringsadvokat Lucy Frazer til Sky News, at den britiske regering "selvfølgelig" vil kigge på nye restriktioner for England, hvis det bliver nødvendigt.

- Men vi går ind i sommeren, et stort antal personer er blevet vaccineret, vi har været igennem en virkelig hård tid, vi beder stadig folk om at tage ansvar, og vi er nødt til at spørge os selv: hvis vi ikke åbner nu, hvornår vil vi så være i stand til at åbne?

69 procent af briterne har fået første stik, mens 53 procent er færdigvaccineret.