Udland

Naturkatastrofen i Tyskland rækker ind i den forestående valgkamp

Rent meteorologisk er det tale om et "afsnøret lavtryk", der har koncentreret nedbøren i katastrofal grad, siger TV 2s meteorolog.

Det mudrede vand i floden bare steg og steg.

Indtil det tog husene, fjernede bilerne og skyllede et spor af død og ødelæggelse efter sig.

Det var resultatet efter flere dages massiv regn i det sydvestlige Tyskland.

TV 2s meteorolog Andreas Nyholm fortæller, at der er tale om rekordstore mængder af nedbør i området, og at geografien i regionen har forstærket katastrofen.

- Det er et meget kuperet område, hvor de enorme vandmængder naturligt nok løber nedad. Men der er kommet så store mængder, at både floder og bifloder ikke har kunnet rumme alt vandet og så følger oversvømmelserne efter, siger Nyholm.

Rent meteorologisk er der ifølge Andreas Nyholm tale om et "afsnøret lavtryk".

- Det betyder, at den samme frontzone bliver hængende eller roterer indenfor et afgrænset område. Og det har regnet uafbrudt i 10-12 timer i mængder, som har fået rekorder for forhøjet vandstand til at stige med flere meter, siger han.

Men måske var det også et varsel om en forandring, der er mere end "bare" en uhørt voldsom og usædvanlig naturkatastrofe.

Sådan lyder det fra det socialdemokratiske SPD, da partiets miljøminister Svenja Schulze torsdag adresserede problemerne til global opvarmning.

- Klimaforandringerne er kommet til Tyskland, siger Svenja Schulze.

Har søgt opbakning fra Merkel

Svenja Schulze har gentagne gange forsøgt at bringe klimakrisen ind som et centralt punkt i den forestående valgkamp.

Så sent som i juni har hun efterspurgt opbakning til kampen mod klimaforandringer fra den tyske forbundskansler Angela Merkel og hendes regeringsparti CDU.

Den tyske kansler bragte dog ikke klimaforandringer på banen, da hun torsdag ridsede situationens alvor op.

- Det er en katastrofe. Og en tragedie, lød reaktionen fra Angela Merkel, der ikke genopstiller, når tyskerne til september går til valg.

- Vi vil gøre alt, der står i vores magt for - under meget svære betingelser - at redde menneskeliv, afværge fare og afhjælpe nød, sagde kansleren fra sit besøg i Washington torsdag.

Mindst 58 er døde som følge af vandmasserne hærgen.

Omkring 70 personer savnes i øjeblikket i kommunen Schuld i Rheinland-Pfalz, da flere end seks bygninger kollapsede.

Flere end 200.000 mennesker er uden strøm. Og overalt i området tegner der sig billedet af magtesløshed overfor elementernes rasen.

Bernd Mehlig, der er miljøkommissær for lokalregeringen i Nordrhein-Westfalen, kalder ifølge Reuters oversvømmelserne for "usædvanlige".

- Normalt ser vi kun sådan en form for situation her om vinteren. Regnvejr som dette - med den her intensitet - er fuldstændig usædvanligt om sommeren, siger han.

Dansk katastrofehjælp

I Holland og Belgien er beboere nær floden Maas blevet opfordret til at evakuere deres hjem, fordi oversvømmelserne forventes at blive endnu værre torsdag aften og nat.

Det drejer sig blandt andet om den store belgiske by Liege, hvor alle indbyggere opfordres til at forlade byen, hvis det er muligt.

Danmark har ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) tilbudt hjælp til de ramte områder.

- Fra dansk side har vi tilbudt vores hjælp til områderne, såfremt der er ønske om enten materiel-hjælp eller særligt mandskab, som vi råder over og kan sende afsted med kort varsel, skriver ministeren på Facebook.