Udland

Britney Spears i tårer under retsmøde: - Min far ødelægger mit liv

Britney Spears gentog ved retsmøde onsdag, at hun ønsker at slippe fri af sin fars greb om sit liv.

Den amerikanske sangerinde Britney Spears har vundet retten til at vælge sin egen advokat i håbet om at afslutte sin fars værgemål.

Det er kommet frem i forbindelse med et retsmøde i Los Angeles onsdag lokal tid.

Afgørelsen kan få stor betydning for, hvordan Britney Spears' kamp for at få fjernet sin far fra et 13 år langt værgemål håndteres fremover.

Har valgt fremtrædende Hollywood-advokat

Onsdagens retsmøde skulle blandt andet tage stilling til Britney Spears' retsudnævnte advokat Samuel D. Inghams pludselige afgang i sidste uge. Han har behandlet sangerindens sag siden 2008.

Dommer Brenda Penny ved retten i Los Angeles godkendte Inghams fratræden. Hun godkendte samtidig Britney Spears' eget valg af en ny advokat, nemlig den fremtrædende Hollywood-advokat Mathew S. Rosengart.

Under retsmødet fik Britney Spears desuden mulighed for at udtale sig for anden gang i år. Her gentog sangerinden sit ønske om at afsætte faren som værge.

- Jeg er ikke en perfekt person, men det her værgemål får mig til at føle, at jeg er sindssyg, sagde Britney Spears på en telefonforbindelse i retten.

- Min far ødelægger mit liv

Fra 2008 til 2019 havde faren fuld kontrol over det meste af Britney Spears' liv sammen med en advokat. I dag styrer han kun det økonomiske og forretningsmæssige i samarbejde med et forvaltningsfirma.

- Du tillader min far at ødelægge mit liv, sagde Britney Spears henvendt til dommeren i retten.

- Jeg er nødt til at slippe af med far og anklage ham for misbrug af værgemålet, tilføjede hun.

I de ti minutter, Britney Spears var igennem i retten, sagde hun også med gråd i stemmen, at hun er "ekstremt bange" for sin far.

Vil forsøge at omgøre værgemål

Britney Spears' nye advokat opfordrede også faren, Jamie Spears, til at afslutte værgemålet.

- Det fungerer ikke. Det ved vi, sagde Mathew S. Rosengart, der tidligere har repræsenteret stjerner som Sean Penn og Steven Spielberg.

I slutningen af juni afviste retten kravet om at fjerne Jamie Spears som værge for sangerindens økonomi og forretning. Men dette vil Mathew S. Rosengart forsøge at omgøre.

Uden for retsbygningen var en hel del fans mødt op for at støtte Britney Spears. Mange af dem havde taget lyserødt tøj på og holdt bannere, hvorpå der stod "Free Britney", som er blevet et slogan for en større bevægelse, der ønsker en afslutning på værgemålet.