Udland

Tvivlen breder sig på Haiti: Hvem stod bag mordet på præsidenten?

Mange på Haiti undrer sig over, hvor præsidentens sikkerhedsfolk var henne, da en gruppe udenlandske lejesoldater myrdede ham.

På Haiti er der opstået tvivl om den officielle forklaring på onsdagens mord på præsident Jovenel Moïse.

Den officielle forklaring er, at præsidenten blev dræbt i sit hjem af en svært bevæbnet og veltrænet gruppe lejesoldater fra Colombia.

- Det var udlændinge, der kom til vores land for at dræbe præsidenten, som Haitis øverste politichef, Léon Moîse, udtalte kort efter mordet.

Den udenlandske gruppe trængte natten til onsdag ind i præsidentens private hjem i hovedstaden Port-au-Prince, bagbandt to tjenestefolk og dræbte præsidenten med mindst 12 skud i hovedet og brystet.

Også præsidentfruen, Martine Moïse, blev ramt af skud, men hun overlevede og er nu i bedring, skriver Los Angeles Times.

Anholdtes forklaringer

Mindst 18 colombianere og 2 haitiansk-amerikanske mænd er siden anholdt. Flere andre er siden dræbt i skudvekslinger med politiet, mens mindst seks menes at være på fri fod.

Ifølge dommer Clement Noël, der har afhørt de anholdte, har de forklaret, at deres mål ikke var at dræbe præsidenten. Deres mission var at anholde ham og bringe ham til det officielle præsidentpalads i byen.

Den ene af de to haitiansk-amerikanske mænd har indrømmet, at det var ham, der i en megafon råbte, at de var agenter fra det amerikanske narkotikapoliti, før de brød ind i præsidentens hjem, skriver New York Times.

"Sikkerhedsfolkene stod bag"

Der er imidlertid mange haitianere, der nægter at tro på hele den historie.

En tidligere senator Steven Benoit sagde fredag ligeud, at det var præsidentens egne sikkerhedsfolk, der stod bag mordet, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Republikkens præsident, Jovenel Moïse, blev myrdet af sine sikkerhedsfolk. Det var ikke colombianerne, der myrdede ham. Sidstnævnte var kontraktansatte i den haitianske stat, sagde han til den lokale radiostation Magik9.

Det er netop sikkerhedsfolkenes mærkelige ageren på mordnatten, der har skabt tvivl om myndighedernes officielle forklaring.

Den myrdede præsident gik meget op i sin egen sikkerhed og kørte ofte i en kortege på helt op til ti skudsikre biler, når han bevægede sig rundt i hovedstaden. Omkring hans private hjem kunne der, ifølge tidligere premierminister Laurent Lamothe, være op til 100 medlemmer af præsidentens sikkerhedsgarde på vagt ad gangen, fortæller BBC.

Derfor undrer det mange i offentligheden, at ikke en eneste af præsidentens sikkerhedsvagter blev dræbt eller såret under angrebet. Angriberne kunne, ifølge den officielle forklaring, nøjes med at bagbinde to tjenestefolk.

En indbygger i Port-au-Prince, skolelæreren Paul Raymond, giver over for The Guardian udtryk for denne forbavselse over, at ingen af sikkerhedsfolkene tilsyneladende kom noget til under angrebet.

- Ikke engang præsidentens hunde, siger han og drager sin egen konklusion:

- Det var planlagt af folk, der kendte ham og kendte huset.

De ledende officerer fra præsidentens sikkerhedstjeneste er nu alle indkaldt til afhøring for at forklare, hvad sikkerhedsfolkene foretog sig på mordnatten.

"Lokket i en fælde"

I Colombia har politiet bekræftet, at de fleste af de anholdte og dræbte lejesoldater er identificeret som tidligere medlemmer af den colombianske hær. Flere af dem er veluddannede og har betydelig kamperfaring fra mange års bekæmpelse af guerillagrupper og narkobander.

Men colombianske medier skriver, at de ikke var hyret til at myrde præsidenten. Tværtimod blev de ansat til at beskytte ham, efter at han havde modtaget flere dødstrusler.

Den colombianske avis El Tiempo skriver endda, at optagelser fra sikkerhedskameraer uden for præsidentens bolig viser, at gruppen af lejesoldater ankom mere end en time efter mordet.

Det får de colombianske medier til at spekulere i, at lejesoldaterne i virkeligheden er blevet lokket i en fælde, så de kunne få skylden for mordet.

Spekulationerne er dog ikke blevet bekræftet på nogen måde på Haiti.

Premierminister har taget magten

Mens drabsefterforskningen stadig optager indbyggerne i hovedstaden Port-au-Prince, fortsætter den politiske usikkerhed om, hvem der skal overtage magten i landet.

Fungerende premierminister Claude Joseph har taget magten med støtte fra politi og militær og har indført undtagelsestilstand i landet.

Men landets opposition afviser, at Claude Joseph har legitim ret til at tage magten. Han var nemlig kun fungerende premierminister, der skulle sidde på posten, indtil den nye premierminister Ariel Henry skulle tiltræde i denne uge.

Ariel Henry nåede imidlertid aldrig at blive formelt udnævnt, før præsident Jovenel Moïse blev myrdet.

Ifølge forfatningen var det imidlertid en helt tredje, der skulle overdrages magten i landet, hvis præsidenten skulle dø. I det tilfælde skulle præsidenten for Højesteret nemlig udpeges som midlertidig præsident. Han døde imidlertid af covid-19 i april, så det var ikke en mulighed.

Landets parlament har forsøgt at udnævne en af sine egne, senator Joseph Lambert, som fungerende præsident, men det stødte på et andet problem. Nemlig at præsident Jovenel Moïse i flere år har undladt at udskrive parlamentsvalg og i stedet har regeret via dekreter.

Det betyder, at der nu kun er så få lovligt valgte senatorer tilbage i parlamentet, at det ikke er beslutningsdygtigt.