Coronavirus

Nye voldsomme bølger af smitte i Asien

Den smitsomme Delta-variant har i løbet af få uger skabt en ny og alvorlig situation i Indonesien, hvor det daglige smittetal sætter rekord.

Flere lande i Sydøstasien oplever nu en voldsom coronabølge forårsaget af den nye, mere smitsomme Delta-variant.

Lande som Malaysia, Thailand og Vietnam har oplevet rekordhøje smittetal de seneste dage.

Selv i Sydkorea, der tidligere har skilt sig ud med meget lave smittetal, er man nu i alarmberedskab. For tredje dag i træk satte smittetallet lørdag rekord, og myndighederne indfører fra mandag de hidtil skrappeste restriktioner omkring hovedstaden Seoul for at få kontrol med smitten.

Intet land i Sydøstasien er dog så hårdt ramt som Indonesien.

Regionens mest folkerige nation registrerede fredag flere end 38.000 nye coronatilfælde – et dagligt smittetal, der er seks gange større end tallene for en måned siden.

Hospitalerne er hårdt pressede

Fredag strammede de indonesiske myndigheder restriktionerne i 15 nye regioner, efter at situationen er kommet ud af kontrol på Java, der er en af Indonesiens hovedøer og blandt andet rummer hovedstaden Jakarta.

Her er både hospitalerne og de fleste begravelsespladser nu fyldt ud over deres kapacitet, mens der er en akut mangel på ilt til de indlagte patienter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge den danske ambassadør i Indonesien, Lars Bo Larsen, er det den smitsomme Delta-variant, der har vendt op og ned på situationen i landet.

- Indtil for en måned siden var vurderingen fra WHO, at vi ikke ville se en så stor stigning, som vi ser nu; at man sådan set havde virus under kontrol i Jakarta. Men det har vist sig ikke at være tilfældet, siger Lars Bo Larsen til TV 2.

- Det betaler man en høj pris for

Ambassadøren fortæller, at landet med flere end 270 millioner mennesker er ramt af, at man har et svagt sundhedsvæsen.

- Man kan sammenligne med Indien, hvor det også er gået hårdt for sig. Indoneserne er i gennemsnit dobbelt så rige som inderne, men der er halvt så mange senge på sygehusene her, som der er i Indien. Indonesien har underinvesteret i sundhed gennem mange år, og det betaler man en høj pris for nu, siger ambassadør Lars Bo Larsen.

Landet er også ramt af, at man har satset på en vaccinetype, der har vist sig ikke at være så effektiv over for den nye Delta-variant.

- Man har faktisk investeret i et pænt antal vacciner og har fået flere end 50 millioner ind i landet. Men det har mest været den kinesiske Sinovac-vaccine, og den har vist sig ikke at være så effektiv over for Delta-varianten, som de havde troet, fortæller den danske ambassadør.

Genvaccinerer

Indonesien er, ligesom de fleste andre lande i regionen, langtfra at have vaccineret sin befolkning.

I Indonesien er lidt over 5 procent af befolkningen færdigvaccineret, i Filippinerne er det under 3 procent og i Thailand knap 5 procent, skriver Reuters.

Lande som Indonesien og Thailand har nu valgt at begynde at give deres sundhedspersonale en ekstra dosis vaccine af en vaccinetype, der yder en større beskyttelse mod Delta-varianten.