Udland

I dag rejser milliardær ud i rummet for næsen af sin konkurrent

En ny æra med kommercielle rumrejser for civile tager for alvor sin begyndelse søndag.

To af verdens rigeste mænd kæmper netop nu om at komme først ud i rummet.

Og det ser ud, som om den britiske Virgin-stifter, Richard Branson, overhaler den amerikanske Amazon-grundlægger, Jeff Bezos.

Søndag tager Branson afsted i sit rumfartøj VSS Unity – ni dage før Jeff Bezos letter med kurs mod stjernerne i sin New Shepard.

Og det er en tur, som Branson i den grad ser frem til.

- Jeg har drømt om at rejse i rummet, siden jeg var barn, og jeg håber, at jeg kan give hundredetusinder af andre mennesker muligheden for at rejse i rummet i de næste 100 år, siger han til BBC.

Branson siger, at han vil evaluere oplevelsen, inden hans selskab som planlagt sender kunder ud i rummet til næste år.

Der er allerede omkring 600 kunder i kø, der har betalt op mod 1,5 millioner kroner i depositum for oplevelsen.

Rejser til kanten af rummet

Richard Branson skal efter planen rejse til kanten af rummet – hvis vejret tillader det, og alt det tekniske fungerer efter hensigten.

Det sker sammen med to piloter og tre såkaldte missionsspecialister.

Ved opsendelsen fragtes rumfartøjet VSS Unity med fly til en vis højde, inden raketmotorer bringer det op i den øvre atmosfære, hvor Branson og hans medpassagerer vil opleve vægtløs tilstand i nogle minutter.

Derefter begynder nedturen, hvorefter rumfartøjet lander på en base i New Mexico i USA senere søndag.

Over hele verden kan man se med hjemmefra, for Bransons selskab, Virgin Galactic, sender live fra opsendelsen klokken 15 dansk tid på sin hjemmeside og på sociale medier.

Og det er en rejse, som i hvert fald hans ven Per Wimmer, der er dansk entreprenør og rumentusiast, kommer til at følge.

- Det er Richards helt store drøm – som jeg også deler – at komme en tur i rummet, siger Per Wimmer.

- Richard haft så mange spændende eventyr på Jorden, men rummet er det 21. århundredes grænse. Det er dér, vi skal hen som entreprenører og pionerer. Og det, at han åbner rummet for os i dag, er en fantastisk stor ting.

Mens Per Wimmer må nøjes med at se med i dag, skal han efter planen med på den næste tur ud i rummet arrangeret af Virgin Galactic.

- Jeg forventer en oplevelse for livet. Jeg købte min første rumbillet for 21 år siden og har ventet tålmodigt. Men nu er banen kridtet op, og jeg glæder mig, som var det juleaften, siger den kommende astronaut.

To meget forskellige rumfartøjer

Hvis det lykkes, vil Bransons tur være en ny milepæl i milliardærernes kapløb om at blive den første til at indlede en ny æra med kommercielle rumrejser for civile.

Derfor er det heller ikke uden betydning, at Bransons planlagte tur ser ud til at sende ham ud i rummet før Bezos, der har grundlagt det rivaliserende rumselskab Blue Origin.

Selvom afrejsen ligger tæt på Bezos', har Branson sagt til CNN, at det ikke betyder noget, hvis den ene af de to milliardærer tager afsted få dage før den anden.

De to tager desuden afsted i to forskellige rumfartøjer.

Mens Branson rejser i et rumfartsfly, rejser Bezos afsted i en rumkapsel, der fragtes op med raket og svæver mod Jorden under faldskærme som i Apollo-programmet, der blev startet i 1961 af daværende præsident John F. Kennedy.

Forløber begge opsendelser efter planen, vil Bezos nå længere ud i rummet, mens Bransons rejse vil vare længere tid.

En tredje rigmand i rumkapløbet

Og selvom Branson ser ud til at vinde på tid på flere måder, har Bezos en trumf i ærmet, for ombord på hans rumkapsel vil der være den ældste person nogensinde i rummet.

Den 82-årige Wally Funk, der blev uddannet jagerpilot og astronaut i USA's rumprogram i 1960'erne, men aldrig fik lov at flyve i rummet, fordi hun var kvinde.

Sammen med 12 andre kvinder blev hun rekrutteret af den læge, der uddannede NASA's astronauter, som en del af rumkapløbet mod det gamle Sovjetunionen. Men NASA afviste at sende kvinderne op, selvom nogle af dem var i bedre rumform end mændene, skriver Space.

De to milliardærer Branson og Bezos har desuden fået selskab af Tesla-stifteren, Elon Musk, i deres rumkapløb.

Musk har endnu ikke sat dato på sin tur mod stjernerne, men han stiler efter, at hans rumfartsvirksomhed skal sende turister til månen i 2023.