Udland

Person dræbt i frisørsalon i Göteborg

Den afdøde menes at have været en del af bandemiljøet i byen. Ifølge avis er der tale om en 25-årig mand.

En person fredag er afgået ved døden i Göteborg efter at være blevet skudt i en frisørsalon på Marklandsgatan i nærheden af parken Slottsskogen.

Den afdøde menes at have været en del af bandemiljøet i byen. Det siger talsperson for politiet i Sveriges region Väst Hans-Jörgen Ostler.

Ifølge avisen Göteborgs-Posten er der tale om en ung mand i 25-årsalderen. Han blev ramt af skud omkring klokken 14 og blev indledningsvist meldt hårdt såret.

Knap seks timer senere blev det dog bekræftet, at den 25-årige var død af sine kvæstelser.

Stor eftersøgning i gang

Et stort antal politipatruljer blev sendt til stedet umiddelbart efter skyderiet og satte hurtigt en større eftersøgning i gang efter en eller flere mistænkte.

Flere personer er allerede blevet afhørt, men politiet har endnu ikke meldt ud, om der er nogen sigtede eller anholdte.

- Vi har store ressourcer på plads til at håndtere denne hændelse. Både med hensyn til den kriminelle efterforskning og jagten på gerningsmænd, siger Hans-Jörgen Ostler.

Drabsoffer levede med trusler

Ifølge Göteborgs-Posten levede det 25-årige skudoffer med flere trusler. Han skulle ifølge avisen også være den forurettede part i en større sag, hvor flere personer fra en rivaliserende bande er blevet varetægtsfængslet.

Den sag efterforskes stadig af politiet.

Göteborg har den seneste tid været plaget af flere skyderier - ofte mellem rivaliserende bander.

Så sent som i sidste uge blev en politibetjent skudt og dræbt i Biskopsgården i den nordlige del af byen, mens en mand for nylig også blev dræbt i bydelen Hjällbo efter en større skududveksling.