Udland

Taliban: - Vi kontrollerer 85 procent af Afghanistan

USA trækker sig ud, og Taliban vinder frem. Potentielt et større problem end for 20 år siden, mener TV 2s korrespondent.

Taliban kontrollerer nu - ifølge dem selv - mere end 85 procent af Afghanistans territorium. Det fortalte en af Talibans ledende forhandlere, Shahabuddin Delawar, fredag på et pressemøde.

Han forsikrede samtidig, at Talibans stærkt øgede kontrol med landet ikke vil betyde, at andre afghanere vil blive udelukket fra indflydelse.

- Vi ønsker, at alle grupper i det afghanske samfund skal bidrag til at skabe en afghansk stat, sagde Shahabuddin Delawar ifølge nyhedsbureauet Reuters under et besøg i Rusland.

Militær tilbagetrækning

Udmeldingen fra Taliban kommer dagen efter, den amerikanske præsident, Joe Biden, slog fast, at beslutningen om at USA’s militære tilbagetrækning fra Afghanistan står fast.

- Vores militære mission i Afghanistan vil være afsluttet 31. august, sagde den amerikanske præsident ifølge avisen Washington Post.

Efter 20 års krigsførelse i Afghanistan, hvor det ikke er lykkedes at neutralisere Taliban, mener han ikke længere, den amerikanske tilstedeværelse giver mening.

- Jeg vil ikke sende endnu en generation af amerikanere i krig i Afghanistan uden nogen rimelig forventning om at opnå et andet resultat, sagde Joe Biden.

Vi har et Afghanistan, hvor Islamisk Stat også er til stede, og hvor Al Qaeda overhovedet ikke er forsvundet

Simi Jan, korrespondent

"Målet er nået"

I den amerikanske udlægning er deres mission i Afghanistan lykkedes. Joe Biden henviste til, at det oprindelige formål i ugerne efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 var at tilintetgøre truslen fra Osama Bin Laden og Al Qaeda. Det mål har USA nået, sagde han.

- Vi tog ikke til Afghanistan for at opbygge den afghanske nation. Det er suverænt det afghanske folks ret og forpligtelse at forme deres fremtid og beslutte, hvordan de vil lede deres land, sagde Joe Biden.

Men det er bestemt ikke sådan, den afghanske befolkning ser på den amerikanske tilbagetrækning, fortæller TV 2’s korrespondent i Afghanistan Simi Jan. Her bliver tilbagetrækningen betragtet som svigt og bedrag.

- USA siger, at man har opnået det, man ville i Afghanistan. Men hvad er det, man har opnået? Hvis krigens formål dengang var at sørge for, at Afghanistan ikke igen bliver en terrorrede, hvorfra militante islamister kan lave angreb mod vesten, så er det overhovedet ikke lykkedes, siger hun.

Taliban vinder frem

Taliban har, siden aftalen om amerikansk tilbagetrækning blev indgået, taget kontrol med en række af Afghanistans provinser og distrikter.

Regeringstropperne kontrollerer stadig mange af de store byer, mens Taliban har kontrol med landområderne. En samlet vurdering fra de amerikanske efterretningstjenester vurderer imidlertid, at præsident Ashraf Ghanis regeringsstyrker vil miste kontrollen over landet i løbet af 12 måneder efter den amerikanske tilbagetrækning.

På dagens pressemøde lovede Taliban, at deres fremgang ikke vil betyde, at Islamisk Stat (IS) eller Al Qaeda får indflydelse i landet.

- Vi vil sikre, at IS aldrig opererer på afghansk territorium, forsikrede Shahabuddin Delawar.

Charmeoffensiv

Både Talibans løfter og de amerikanske forsikringer om, at Al Qaeda er besejret, er imidlertid mere end tvivlsomme, siger Simi Jan.

- Vi har et Afghanistan, hvor Islamisk Stat også er til stede, og hvor Al Qaeda overhovedet ikke er forsvundet, siger hun.

Hun vurderer, at Taliban har vundet en stor propagandasejr ved den seneste udvikling:

- Nu er Taliban i offensiven og kan køre deres charmeoffensiv med budskabet om, at de har væltet verdens største og mægtigste magt. Det vil kun betyde, at andre militante i regionen vil støtte op om Taliban. Og så står vi potentielt med et meget større problem, end vi gjorde for 20 år siden, siger Simi Jan.