Frankrig erklærer "turistkrig" mod Spanien efter udmelding
Spanierne er forargede over, at den nye Delta-variant bruges som argument mod den nødlidende spanske turistindustri.
Der er vrede i Spanien, efter at en fransk minister har advaret alle franskmænd mod at holde ferie i det spanske sommerland.
Den franske minister begrunder sin advarsel med, at den frygtede Delta-variant af coronavirus spreder sig hastigt i Spanien.
Men i Spanien er repræsentanter for landets vigtige turistindustri ikke i tvivl om, at det egentlige motiv er at få franske sommerferieturister til at lægge deres penge i Frankrig i stedet for.
- Vi ved, at franskmændene er meget protektionistiske og vil bruge enhver anledning til at øge deres egen turisme, siger Miquel Gotanegra, der er formand for en sammenslutning af hotel- og campingpladsejere i Girona tæt ved den spansk-franske grænse, til avisen La Vanguardia.
Stor forargelse i landet
TV 2s journalist i Spanien, Jeppe Krogager, fortæller, at de franske udtalelser generelt har vakt stor forargelse I Spanien. Her opfatter man det som et fransk forsøg på at skade den turistindustri, der kun så småt er ved at rejse sig efter en sæson med coronavirus.
- Det er en turistkrig. I Spanien er det blevet modtaget som en kold spand vand i hovedet, netop som man håber på, at turisterne er på vej til at komme igen, siger han.
Han forklarer, at spanierne oplever det som en stor uretfærdighed, at truslen fra den nye, smitsomme Delta-variant bruges som et argument for, at netop Spanien skulle være et usikkert sted at besøge.
- Det er rigtigt, at Delta-variantens udbredelse har fået smittetallene til at stige. Men Spanien er langt med deres vaccinationsprogram, og det er fortrinsvis unge mennesker, der bliver smittet nu. Det betyder, at man ikke ser et øget antal indlagte på hospitalerne, forklarer Jeppe Krogager.
Den franske minister
Hele ”turistkrigen” blev startet af den franske europaminister Clement Beaune på den franske tv-station France 2:
- De, som ikke har booket deres ferier, bør undgå Spanien og Portugal. Det er bedre at forblive i Frankrig eller rejse til andre lande, udtalte han torsdag.
Men den spanske ambassadør i Frankrig var straks ude og modsige ministeren:
- Franske turister har intet at frygte. Spanien er et sikkert land, sagde ambassadør José Manuel Albares.
Coronadødstal stiger ikke
Spanien har dog klart flere aktuelle smittetilfælde end Frankrig. Tallet er cirka fire gange så højt i Spanien, selvom landets befolkningstal kun svarer til to tredjedele af Frankrigs.
Mange lande i Europa, heriblandt både Frankrig og Spanien, har oplevet en stigning i de daglige smittetal i juli, der kædes sammen med spredningen af den mere smitsomme Delta-variant. Den samme udvikling kan man også se herhjemme.
Men i alle tre lande gælder det, at stigningen ikke modsvares af en tilsvarende stigning i antallet af nye dødsfald, viser den autoritative opgørelse over de internationale coronatal fra Johns Hopkins.
- Spanien bryster sig af, at man er nået langt med at vaccinere de sårbare dele af befolkningen. Og nu er man på vej med den yngste gruppe ned til 16 år, fortæller Jeppe Krogager og fortsætter:
- Samtidig har man netop strammet nogle restriktioner, for eksempel over for nattelivet netop for at bremse smittespredningen blandt ikkevaccinerede unge.
Herhjemme viser Udenrigsministeriets rejsevejledning, at de fleste regioner i Spanien er gule. Det vil sige, at der er krav om coronatest, men ikke krav om, at man skal i isolation.