EM fodbold

Danske fans advarer italienerne efter ubehagelige episoder i England

På Facebook har danske fans advaret italienere om, at det kan gå voldsomt for sig under finalen søndag.

Flere danske medier, heriblandt DR og Berlingske, har de seneste dage afdækket, hvordan danske fans blev udsat for vold, spytklatter og nedsættende tilråb i forbindelse med EM-semifinalen mellem England og Danmark.

Nu har også de britiske medier fået øjnene op for den grænseoverskridende og voldsomme opførsel, som danskerne blev udsat for.

The Guardian har talt med Jeanette Jørgensen, som har boet i London i 15 år, og hun beskriver, hvordan briterne først forsøgte at stjæle hendes Dannebrog og efterfølgende rev hende i håret.

- Jeg forstod ikke, hvad der skete. Det var meget skræmmende, sagde hun til avisen.

- Jeg talte med politiet, men jeg er ikke sikker på, om de gjorde noget ved det. Jeg var så rystet, at jeg bare gerne ville hjem.

Overfaldet i bussen

I både danske og engelske medier har man ligeledes kunne læse om, hvordan Eva Høier Greene, der sammen med sin mand, Lane Greene, og 9-årige søn blev overfaldet i bussen på vej hjem.

En stor gruppe så deres røde trøjer og begyndte at banke løs på ruderne, og da de kort efter kom ind i bussen, blev familien verbalt overfaldet.

Eva Høier Greene tog sønnen, der blev skræmt af den voldsomme gruppe, op på det øverste dæk. Da hun kom ned igen, var Lane Greene blevet slået i maven. En anden fan, der forsøgte at lægge sig i mellem, havde ligeledes fået en lussing.

Sender advarsel til italienerne

Både i Danmark og England var der forud for onsdagens semifinale opgør en 'krigerisk' retorik, hvor der blandt andet blev brugt referencer til vikingernes angreb på Landisfarne.

Men noget kunne tyde på, at tonen har taget en mere moderne, ubehagelig drejning, hvor der både blev råbt diskriminerende og kvindenedsættende ting efter danskerne.

- Jeg husker flere og flere detaljer. Blandt andet ”Vi kommer til at voldtage Italien ”-sangen, der blev sunget i Jubilee Line (en toglinje i London red.) på vej hjem, skriver Lane Greene i et længere Twitter-opslag, hvor han gennemgår aftenen.

Og de ubehagelige oplevelser har fået flere danske fans til at advare italienere i en Facebook-gruppe for italienere i England. De danske fans er nervøse for, at de britiske fans endnu engang ikke vil kunne opføre sig ordentligt, og om myndighederne er i stand til at håndtere dem.

International fordømmelse

Også det europæiske fodboldforbund, UEFA, har bemærket den dårlige opførsel på tilskuerrækkerne.

Torsdag besluttede de at åbne en disciplinærsag mod England for tre forseelser.

Det gælder både for brug laserlys, for uro skabt af fans under nationalmelodien og for brug af pyroteknik.