Coronavirus

Tusindvis af britiske forskere kalder genåbning for ”et farligt og uetisk eksperiment”

Premierminister Boris Johnson planlægger at ophæve coronarestriktionerne 19. juli.

Regeringen bør udskyde genåbningen af samfundet, indtil alle, også mindreårige, er blevet tilbudt vaccination.

Det er budskabet i et brev, der er underskrevet af 4200 britiske forskere, læger og sygeplejersker, som blev offentliggjort onsdag. Det skriver CNN.

- Regeringen skal genoverveje deres nuværende strategi og tage akutte skridt for at beskytte befolkningen og børnene. Vi mener, at regeringen påbegynder et farligt og uetisk eksperiment, står der blandt andet.

I starten af juli annoncerede premierminister Boris Johnson, at regeringen planlægger at fjerne de fleste coronarestriktioner 19. juli. Den endelige beslutning vil dog først blive taget 12. juli.

Bedre udluftning

Hovedparten af den voksne befolkning har fået mindst et vaccinestik, og mere end 60 procent er fuldt vaccineret.

Det er dog i mindre grad den voksne befolkning, de mange underskrivere er bekymrede for, men i stedet børnene.

- Regeringen har truffet et bevist valg om at udsætte børn for masseinfektioner i stedet for at beskytte dem i skolerne eller vaccinere dem, siger Deepti Gurdasani, der er epidemiologi og initiativtager til brevet.

Gurdasani og en række andre epidemiologer har blandt andet opfordret regeringen til at fortsætte brugen af masker og investere i bedre udluftning i skolerne og en få højere vaccinedækning i befolkningen, før den store genåbning.

- Det er uetisk og uacceptabelt. Vores unge har allerede lidt meget det seneste år, og nu skal de også lide konsekvenserne af dette farlige eksperiment, siger Deepti Gurdasani.

Tusindvis af daglige smittede

Storbritannien er et af de hårdest ramte lande i Europa med næsten 130.000 dødsfald og fem millioner smittede.

Og efter Delta-varianten har gjort sit indtog, er smittetallene igen eksploderet. Alene onsdag registrerede myndighederne flere end 32.000 nye smittetilfælde.

- Den pludselige stigning i antallet af tilfælde af Delta-varianten vil ikke bare skabe flere senfølger, men det har også allerede resulteret i mere alvorlige sygdomstilfælde, indlæggelser og dødsfald, siger Eric Topal, der er kardiolog og medunderskriver, til CNN.

Også verdenssundhedsorganisationen WHO har advaret imod, at regeringer dropper restriktioner.

WHO kalder det en ”farlig antagelse”, at lande, der har vaccineret store dele af befolkningen, nødvendigvis kan kontrollere stigninger i indlæggelser og dødsfald.