Udland

Mordet på præsidenten er blot den seneste ulykke på Haiti

Præsidenten har længe ligget i åben strid med sine modstandere om, hvorvidt han stadig var landets legitime præsident.

Onsdagens mord på Haitis præsident Jovenel Moïse var et nyt dramatisk anslag mod den spinkle demokratiske orden i Haiti.

I forvejen havde landet et ikke-fungerende parlament, hvis valgperiode for længst er udløbet, og en Højesteret, hvor præsidenten har tvunget flere dommere på pension.

Til gengæld har landet to mænd, der kaldte sig selv præsident. Og to andre, der kan gøre krav på at være landets legitime premierminister.

I den spændte situation efter mordet på præsidenten, er det den fungerende premierminister Claude Joseph, der har taget magten med støtte fra politi og sikkerhedsstyrker.

Han har annonceret, at han nu står i spidsen for regeringen og har indført undtagelsestilstand i landet. Men det er omdiskuteret, om han kan det.

- Der er fuldstændig forvirring. Vi har to premierministre, og vi kan ikke afgøre, om den ene er mere legitim end den anden. Det er første gang, vi har set staten være så svag, siger Jacky Lumarque, der er rektor på Quisqueya universitetet i hovedstaden Port-au-Prince, til New York Times.

Præsidentens modstandere

Forvirringen omkring landets ledelse skyldes til dels, at den dræbte præsident Jovenel Moïse længe havde været i åben konflikt med andre af landets institutioner.

Striden drejede sig om, hvornår præsidentens embedsperiode udløb. Da Jovenel Moïse blev valgt, var hans planlagte fem års embedsperiode fra februar 2016 til februar 2021. Men på grund af beskyldninger om valgsvindel, der først skulle undersøges, blev han først indsat i februar 2017.

Mange mente, at han – trods den forsinkede indsættelse – stadig skulle gå af som præsident i februar i år. Men selv mente han, at han skulle være præsident i fem år, altså indtil februar 2022.

Perspektiv

Haitis problemer

Jordskælvet i 2010

Haiti er et land, der har været ramt af utallige ulykker.

Landet er det fattigste land i Caribien, og lider stadig under efterdønningerne fra det voldsomme jordskælv i 2010, hvor op mod 300.000 mennesker blev dræbt i hovedstaden Port-au-Prince. Ifølge Verdensbanken lever 60 procent af landets 11 millioner indbyggere under fattigdomsgrænsen.

Landet har en plaget politisk historie med militærkup, udenlandsk militærindblanding og diktatorer. Blandt diktatorerne har været de berygtede ”Papa Doc” og ”Baby Doc” Duvalier. Det var far og søn, der tilsammen regerede landet med hård hånd i 30 år, fra 1956 til 1986.

Et af landets største problemer i dag er en meget alvorlig bandekriminalitet, hvor væbnede bander strides om kontrollen med bykvarterer og kæmper mod politiet og militær.

Ifølge en opgørelse fra FN har skyderi, brandstiftelse og trusler om bortførelse ført til ”udbredt panik” i hovedstaden Port-au-Prince. Alene i juni er 13.600 af byens indbyggere flygtet fra deres hjem, fordi deres kvarter er blevet fanget i kampe mellem banderne, skriver CNN på basis af FN’s tal.

Covid-19 er blot den seneste udfordring, som landet står overfor. Haiti er blandt det fåtal af lande i verden, der endnu ikke er begyndt på at vaccinere sin befolkning.

Derfor udbrød der voldsomme uroligheder i februar med krav om, at præsidenten skulle gå af. Samtidigt udpegede oppositionen en ledende Højesteretsdommer, Joseph Jean-Louis, som midlertidig præsident, hvilket fik de lokale medier til at konstatere, at "nu har vi to præsidenter".

Præsident Jovenel Moïse svarede ved at anholde 23 førende modstandere, blandt dem en dommer fra Højesteret. Han beskyldte sine modstandere for ”kupforsøg” og for at have planer om at myrde ham, skrev BBC.

Efterfølgende blev flere Højesteretsdommere tvunget på pension, og politiet begyndte at patruljere tæt omkring Højesteret.

To premierministre

Siden fyrede præsidenten sin premierminister, og den nye, Ariel Henry, tiltræder i denne uge. I perioden mellem de to premierministre blev Claude Joseph så udnævnt som fungerende premierminister – og da han nu ser ud til at blive siddende, står landet så også med to premierministre.

Ariel Henry siger til nyhedsbureauet AP, at han er landets retmæssige premierminister, men at ”det er en usædvanlig og forvirrende situation”.

- Man har taget uovervejede beslutninger på et tidspunkt, hvor der er brug for lidt eftertanke og modenhed, siger han til den lokale radiostation Zenith.

Mangler et parlament

Mens landet har to premierministre, har det til gengæld intet fungerende parlament. Præsident Jovenel Moïse har flere gange udskudt både lokalvalg og parlamentsvalg. Det seneste parlaments embedsperiode udløb for mere end et år siden, uden et nyt parlament er blevet valgt.

I Senatet, der er parlamentets øverste kammer, er kun 10 ud af 30 pladser besat på nuværende tidspunkt.

Det har betydet, at præsident Jovenel Moïse i stedet har måtte regere ved at udstede dekreter, indtil et lovet parlamentsvalg efter planen skulle gennemføres i efteråret.

Manglen på et valgt parlament forhindrer nu den fungerende premierminister Claude Joseph i at kunne overtage magten i landet med paragrafferne i orden. For at han formelt kan blive fungerende præsident kræver forfatningen nemlig, at han får parlamentets godkendelse.

Claude Joseph lover i et interview med nyhedsbureauet AP, at han vil samarbejde med alle dele af det haitianske samfund - og at han vil få gennemført de manglende parlamentsvalg til efteråret.

- Alt er under kontrol, forsikrer han AP.