Udland

Haitis præsident skudt og dræbt

Den 53-årige Jovenel Moïse har længe ligget i konflikt med dele af befolkningen der mener, at han burde være stoppet som præsident.

Haitis præsident Jovenel Moïse er blevet dræbt af skud i sit hjem i Port-au-Prince, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Landets fungerende premierminister Claude Joseph oplyser onsdag, at en gruppe uidentificerede mænd trængte ind i præsidentens private hjem natten til onsdag og skød ham.

- En gruppe, som ikke er blevet identificeret, hvoraf nogle talte spansk, angreb republikkens præsident i hans private residens og sårede ham dødeligt, skriver den fungerende premierminister.

Han tilføjer, at præsidentens kone Martine Moïse også blev ramt af skud, men overlevede angrebet.

Han fordømte det ”modbydelige, inhumane og barbariske" angreb og opfordrede befolkningen til at forholde sig rolig.

- Alt vil blive gjort for at sikre, at statens affærer fortsætter, og at nationen vil blive beskyttet. Demokratiet og republikken vil vinde, skriver Claude Joseph.

Præsidenten har længe ligget i konflikt med indflydelsesrige grupper i landet og har siden 2019 regeret via dekreter, fordi han ikke har kunnet få lovgivning vedtaget i parlamentet.

Præsidentens embedsperiode

Konflikten med parlamentet handler blandt andet om, hvornår hans embedsperiode udløber.

Præsident Jovenel Moïse blev valgt i 2015 for en fem års periode, der skulle løbe fra februar 2016 til februar 2021.

Der blev imidlertid rejst tvivl om valgets gyldighed, og derfor blev valget gentaget året efter. Ifølge hans kritikere betød omvalget imidlertid ikke noget for hans embedsperiode.

De fastholdt, at den udløb i februar i år.

Det mente præsidenten ikke selv. Hans holdning har hele tiden været, at det nye valg et år senere betød, at hans embedsperiode blev skubbet et år.

- Mit mandat begyndte i februar 2017 og ender i februar 2022. Jeg vil give magten tilbage til den rette ejer, nemlig det haitianske folk. De korrupte oligarker, der er vant til at kontrollere både præsidenten, ministrene, parlamentet og retsvæsenet, tror, at de kan overtage præsidentposten, men det kan kun ske på en måde – nemlig ved et valg, sagde præsidenten til den spanske avis El Pais i februar.

Uroligheder i gaderne

Da præsidenten ikke ville træde tilbage i februar, udløste det voldsomme uroligheder i Port-au-Prince.

En højesteretsdommer meddelte, at han nu havde udnævnt sig selv til ny præsident. Og urolighederne førte til, at 23 personer blev anholdt, sigtet for ”sammensværgelse og mordforsøg på præsidenten”.

I forvejen led Haiti, der betegnes som det fattigste land i Caribien og Sydamerika, under store problemer med covid-19, bandevold og efterveerne efter det ødelæggende jordskælv i 2010, der dræbte en kvart million mennesker.