Coronavirus

Flere end 99 procent af de coronadøde i juni var ikke vaccineret, siger Fauci

Den dalende vaccinetilslutning i USA har sat gang i utraditionelle metoder, hvor vaccinerede kan vinde milliongevinster eller få en gratis joint.

Stort set alle de amerikanere, som døde med covid-19 i juni, var ikke vaccineret mod virussen.

Sådan lød det søndag fra den førende ekspert inden for infektionssygdomme i USA Anthony Fauci, da han gav et interview på den amerikanske nyhedsstation NBC News på USA's uafhængighedsdag.

Det skriver det amerikanske medie The Hill.

Nærmere bestemt var omkring 99,2 procent af de døde ikke vaccineret.

- Ingen vaccine er perfekt. Men når man taler om at undgå indlæggelser og død, er det virkelig trist og tragisk, at de fleste af dem er undgåelige og forebyggelige, lød det fra Fauci.

Biden kom med bøn til amerikanerne

67,1 procent af de voksne i USA har fået første stik med en covid-19-vaccine, mens 47,5 procent af den amerikanske befolkning er færdigvaccineret.

En undersøgelse fra CNN viser, at en tredjedel af amerikanerne ikke vil lade sig vaccinere. Og det har tidligere fået Fauci til at sige, at det er ”usandsynligt”, at amerikanerne opnår flokimmunitet.

Bevægelsen mod vacciner - de såkaldte anti-vaxxers - har ifølge Fauci så godt greb i mange amerikanere, at det vil kræve meget arbejde at informere om fordelene ved at blive vaccineret.

Ligesom herhjemme spreder Delta-varianten sig også i USA, og det har tidligere fået den amerikanske præsident Joe Biden til at komme med en bøn til amerikanerne om at lade sig vaccinere.

- Selvom vi gør fantastiske fremskridt, er det stadig en seriøs og dødsensfarlig trussel, har Biden sagt på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Også på uafhængighedsdagen 4. juli talte Biden om vacciner og kaldte det at blive vaccineret "den mest patriotiske ting, man kan gøre".

Bliv vaccineret og få en donut

Bekymringen for vaccinemodstanden har desuden fået myndighederne til at tage utraditionelle metoder i brug. Blandt andet har Ohios guvernør udlovet en gevinst på en million dollars, som man kan vinde, hvis man lader sig vaccinere.

I New York fik borgerne tilbudt en gratis joint af aktivistgruppen ACT UP, hvis de kunne fremvise et vaccinebevis.

I Detroit får man 50 dollars (300 kroner), hvis man giver en medborger et lift til et vaccinationssted. Derudover opfordres byens offentligt ansatte til at besøge og hjælpe personer, som endnu ikke er vaccineret.

I mindre målestok tilbyder kæden Krispy Kreme en gratis donut, mens flere bryggerier og beværtninger samarbejder om at tilbyde en øl, hvis man har fået et vaccinestik.

Den fælles fjende er virussen

Under søndagens interview kom Anthony Fauci også med et opråb til dem, der ikke vil lade sig vaccinere om at "sætte de ideologiske eller antividenskabelige holdninger til side, som får folk til ikke at blive vaccineret".

- Så for guds skyld læg alle disse forskelle til side og indse, at den fælles fjende er virussen, lød det fra Fauci.

- Vi har et værktøj, et meget effektivt værktøj mod virussen. Og vi i vores land er meget heldige. Vi har nok vacciner til at vaccinere stort set alle i landet. Og der er mennesker over hele verden, som ville gøre alt for at få vacciner, siger han.