Pfizer-vaccine er mindre effektiv mod Delta-varianten, viser israelsk studie
Nyheden har fået debatten om en tredje dosis af vaccinen til at rulle i Israel.
Mens Delta-varianten er blevet den dominerende i Danmark, lander potentielt bekymrende nyheder fra Israel.
Et nyt studie viser nemlig, at Pfizer-vaccinen er mindre effektiv mod netop denne variant end de øvrige. Ifølge det foreløbige studie er effektiviteten af vaccinens evne til at forhindre smitte dalet fra 94,3 procent til 64. Det skriver Israel Times.
Fra Israels sundhedsministerie lyder det dog, at vaccinen stadig beskytter særdeles godt mod indlæggelser og alvorlige symptomer. Her viser studiet en effektivitet på 93 procent.
Omtalen af studiet indeholder ikke information om datasættets omfang.
Anbefaler booster til immunsvækkede
Nyheden har i samspil med landets stigende smittetal fået debatten om en tredje dosis af vaccinen til at rulle i det israelske. Og den nye premierminister Naftali Bennet har sammen med landets sundhedsminister bedt sundhedsmyndighederne undersøge behovet for det såkaldte booster-skud.
Søndag anbefalede det israelske sundhedsministerie landets borgere med nedsat immunforsvar at få et tredje skud af Pfizer-vaccinen – også selvom vaccineproducenten selv endnu ikke har anbefalet det.
I april lød det fra Pfizers topchef Albert Bourla, at fuldt vaccinerede personer "sandsynligvis" skal have et tredje stik inden for et år for fortsat at være beskyttet mod virussen. Derefter vil også en årlig genvaccinering kunne komme på tale.
- Men det er alt sammen noget, vi skal have bekræftet, sagde Albert Bourla.
Også fald i Storbritannien
Ifølge Financial Times har også de britiske sundhedsmyndigheder dokumenteret et fald i Pfizer-vaccinens effektivitet mod Delta-varianten.
I maj lød det fra myndighederne, at vaccinen er 88 procent effektiv mod den nye variant, mens tallet var 93 procent mod den britiske.
Til nyhedsbureauet Reuters har en talsperson fra Pfizer afvist at kommentere på studiet fra Israel. Derimod har personen argumenteret for, at anden research viser, at antistoffer fremkaldt af vaccinen er i stand til at neutralisere alle testede varianter. Herunder Delta.
I en mail til TV 2 skriver Pfizer Danmark om det israelske studie:
- Dataene er endnu ikke publicerede og skal vurderes yderligere, før vi kan udtale os.
Samtidig skriver Pfizer, at deres vaccineteknologi "gør os i stand til at tilpasse vores vaccine hurtigt, hvis der skulle opstå mutationer, der skaber behov for det".
Seneste udmelding fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) var 1. juli, at det "ser ud til", at de fire godkendte vacciner i EU – herunder Pfizer – beskytter mod alle coronavarianter.
De seneste to uger har 90 procent af de nye smittetilfælde i Israel været af Delta-varianten, skriver Israel Times.