Udland

Tredje bølge truer amerikanske stater

Delta-varianten af corona har gjort en tredje bølge til en akut trussel i mange lande.

Mange steder i verden har den nye, smitsomme Delta-variant fået smittetallene til at stige voldsomt.

I lande som Sydafrika og Thailand sætter de daglige smittetal nye rekorder, i Australien er millionbyen Sydney lukket ned igen, og i USA forbereder myndighederne sig på, at feriesæsonen kan få smittetallene til at eksplodere i de stater, hvor færrest er vaccineret.

En af de amerikanske stater, hvor myndighederne er alvorligt bekymrede, er Arkansas, hvor omkring en tredjedel af befolkningen er vaccineret. Det placerer staten blandt de stater, hvor færrest er vaccineret.

På den ugentlige pressebriefing i staten konkluderede myndighederne, at man ”nu igen er på vej i den forkerte retning med smittetallene”, skriver CNN. Udviklingen kommer endda på et meget dårligt tidspunkt, netop som USA starter feriesæsonen i forbindelse med nationaldagen 4. juli.

- Vi må forholde os til, at det kan være en tendens, der fortsætter. Og hvis den gør, så kunne det se ud til, at vi er på vej ind i en tredje bølge her i Arkansas, sagde en af statens toprådgivere, rektor på statens medicinske fakultet Cam Patterson på pressemødet.

Arkansas har gjort meget for at lokke sine indbyggere til at lade sig vaccinere. For eksempel har de vaccinerede fået lotterisedler med millionpræmier og gratis fiskekort med, når de har ladet sig stikke.

Alligevel har mange sagt nej – og det kan aflæses i statistikkerne, fortalte statens guvernør Asa Hutchinson på pressemødet. 99,6 procent af alle årets coronadødsfald og 98 procent af alle indlæggelser i staten har ramt de ikke-vaccinerede.

Mundbind er tilbage

Delta-varianten har imidlertid også medført en markant stigning i smittetilfældene i dele af USA, hvor en større del af befolkningen er vaccineret.

I millionbyen Los Angeles anbefaler man for eksempel igen indbyggerne at gå med mundbind, efter påbuddet ellers blev ophævet i Californien i sidste måned.

Los Angeles County, hvor næsten 60 procent af indbyggerne over 16 år er vaccinerede, registrerede torsdag det højeste smittetal på en enkelt dag siden midten af april.

- Vi har stadig så mange ikke-vaccinerede indbyggere, at Delta kan true vores vej tilbage til det normale, udtalte amtets sundhedsdirektør Barbara Ferrer i denne uge.

Smittetal sætter rekord

De amerikanske bekymringer blegner dog i forhold til de udfordringer, man står overfor andre steder i verden.

I Sydafrika registrerede man fredag 24.000 nye smittetilfælde – det højeste antal smittede nogensinde på en enkelt dag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Landet, hvor kun fem procent af befolkningen er vaccineret, er nu midt i en tredje bølge, der bæres af den smitsomme Delta-variant. Der er i alt registreret to millioner smittetilfælde i en befolkning på omkring 60 millioner mennesker.

Myndighederne har indført – eller genindført – skrappe restriktioner, der blandt andet forbyder al salg af spiritus samt indendørs servering på restauranter.

Også i Thailand sætter smittetallene rekord med 6.200 registrerede tilfælde lørdag. Det er endda tredje dag i træk, der bliver sat ny rekord.

Thailand har længe været sparet for voldsomme smittetal, men det ændrede sig i april. Faktisk er 90 procent af alle smittetilfælde og 95 procent af alle corona-relaterede dødsfald registreret siden starten af april, skriver den britiske avis The Guardian.

I alt er der i hele verden registreret 183 millioner smittetilfælde og knap fire millioner corona-realaterede dødsfald, viser den løbende opgørelse fra Johns Hopkins Universitetet i USA. Opgørelsen viser samtidigt, at der nu er givet over tre milliarder vaccinestik verden over.