Udland

UEFA i ny regnbuesag - vil ikke tillade regnbuereklamer

Aserbajdsjan og Rusland har nogle af de værste forhold for LGBT+-personer i Europa, vurderer interesseorganisation.

Mens fodbolddramaet mellem Schweiz og Spanien fredag aften udspillede sig på grønsværen i Sankt Petersborg i Rusland, var der også konflikt om reklamebannerne i baggrunden.

Forud for kampen havde det europæiske fodboldforbund UEFA nemlig nægtet annoncører at bruge regnbuefarver i annoncer på bannerne i baggrunden, som man for eksempel så det for Volkswagen i Danmarks kamp mod Wales i Amsterdam.

- På grund af UEFA's bekymring for de juridiske rammer på stadioner i Rusland og Aserbajdsjan har forbundet informeret os om, at det ikke var muligt med regnbuefarvede reklamer i Sankt Petersborg og Baku, skriver Volkswagen i en meddelelse til tyske RND.

Blandt Europas værst rangerede

Ifølge BBC har UEFA udtalt, at sponsorerne bør sikre, at deres reklamer "lever op til lokal lovgivning", og at det altså ikke har været tilfældet i Rusland og Aserbajdsjan. UEFA tilføjer i udtalelsen, at Volkswagen og andre annoncører har lov til at annoncere med regnbuefarver ved kvartfinalekampene i München og Rom.

Netop Rusland fik i 2013 bred international kritik for indførelsen af en lovgivning imod homoseksuel propaganda rettet mod børn og unge. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om UEFA henviser til lige præcis den lovgivning.

Både Rusland og Aserbajdsjan udmærker sig ved at have særdeles dårlige forhold for LGBT+, hvis man kigger på interesseorganisationen ILGA-Europes såkaldte Rainbow Europe-kort. LGBT+ er en paraplybetegnelse for lesbiske, bøsser, biseksuelle, trans- og interkønnede personer.

Ad flere omgange har menneskerettighedsorganisationer desuden kritiseret diktaturstaten Aserbajdsjan for at arrestere og torturere homoseksuelle.

Flere kontroverser om regnbuen

Det er ikke første gang i slutrunden, at UEFA er på usikker grund i spørgsmålet om regnbuefarverne.

Til EM-kampen mellem Tyskland og Ungarn fik fodboldstadionet Allianz Arena i München ikke lov til at lyse op i regnbuens farver, da UEFA mente, at det var en politisk aktion rettet mod Ungarns regering.

Det mødte massiv kritik i Tyskland, hvor 46 forskellige fodboldarenaer i stedet lyste op i regnbuens farver den aften - blandt andet i Dortmund, Köln, Frankfurt, Berlin og Wolfsburg.

Men UEFA har selv pyntet sig med regnbuefjer.

I august 2019 lagde forbundet selv et opslag på Twitter med en regnbue-emoji, hvor der stod:

- Vi er stolte af, at EM 2020 bliver en turnering for alle.

UEFA mødte dengang kritik for beslutningen, men forsvarede den:

- Der er stadig mange mennesker, og mange inden for LGBT+-samfundet, der hverken føler sig inkluderede eller velkomne i fodbold. Vi synes, det er vigtigt at minde dem om, at det er de absolut. Dette er en sport for alle, lød det fra UEFA.

Men det har tilsyneladende været svært for fodboldforbundet at finde det rette ben i den verserende debat under slutrunden.

Tidligere har forbundet været ved at indlede en sag mod den tyske målmand Manuel Neuer, der spillede med et regnbuefarvet anførerbind. Den sag blev dog droppet igen.